Ti generationer
Keller-familien har dyrket vin i Flörsheim-Dalsheim siden 1789, og producenten angiver selv ti generationer som vinbønder. Familien er stadig selve driften. Julia og Klaus Peter Keller står som ejere, mens Klaus-Peter og Felix Keller er angivet som kældermestre. Keller beskriver gården som et lille familiebrug, hvor tre generationer er samlet om den samme idé: at få den enkelte marks særpræg med over i flasken.
Kalken som kerne
Ejendommens historiske kerne ligger i det bølgende Hügelland omkring Flörsheim-Dalsheim og Westhofen. VDP angiver forvitret kalksten, muslingekalk og lermergel blandt ejendommens jordbundstyper. Oberer Hubacker, Kirchspiel, Morstein og Brunnenhäuschen er blandt Kellers VDP.GROSSE LAGE-marker i området. Længere mod øst arbejder huset også i Pettenthal og Hipping ved Nierstein, hvor rød skifer giver et markant andet geologisk udgangspunkt end kalken omkring Dalsheim og Westhofen.
Riesling og resten
Weingut Keller har været medlem af VDP siden 2000 og råder ifølge forbundets aktuelle profil over 29,90 hektar. Omtrent 70 procent er plantet med Riesling. Burgundersorter og Silvaner udgør tilsammen 20 procent, mens de sidste 10 procent er Rieslaner og Scheurebe. De tørre Rieslinger har fået størst opmærksomhed, men huset arbejder også med halvtørre, søde og ædelsøde vine samt Spätburgunder. Producenten er dermed bredere end den tørre Riesling, som huset er bedst kendt for.
Arbejdet i marken
Meget af præcisionen bliver grundlagt, før druerne når kælderen. Beskæring, afløvning og placering af skud udføres i hånden, og løvtaget tilpasses den enkelte marks evne til at holde på vand og dens modningsforløb. Keller justerer også forholdet mellem blade og klaser for at strække modningen, og druerne sorteres manuelt både i marken og igen i kælderen. Druerne til de tørre vine kan stå med skallerne i op til omtrent et døgn før presning.
Stilen
Keller beskriver selv målet som jordbundsprægede vine med energi, elegance og finesse. Det hænger tæt sammen med den stedsspecifikke tilgang i markerne: arbejdet er ikke ens i solrige Nierstein og køligere Westhofen, fordi modning og syre skal styres forskelligt. Tanken er ikke at gøre alle vine ens, men at lade forskellene mellem mark, jordbund og druesort stå tydeligt. Derfor kan udtrykket skifte gennem sortimentet, mens fokus på spændstighed og præcision går igen.
