Floden og bjergene
Douro ligger i det nordøstlige Portugal, hvor floden og dens bifloder skærer dybe dale gennem et bjergrigt landskab. Marão- og Montemurobjergene bremser den fugtige luft fra vest og dæmper Atlanterhavets indflydelse. Det giver kolde vintre og meget varme, tørre somre. Nedbøren falder markant, jo længere man kommer mod den spanske grænse. For vinen betyder det, at modningen ofte foregår under stor varme, men også at højde, hældning og markens retning kan ændre forholdene mærkbart fra parcel til parcel.
Tre dele af Douro
Regionen deles i Baixo Corgo, Cima Corgo og Douro Superior. Baixo Corgo mod vest er den køligste og mest nedbørsrige del og har den største tæthed af vinmarker. Cima Corgo ligger længere inde i dalen og er tørrere. Douro Superior fortsætter østpå til grænsen mod Spanien og er både den største, varmeste og tørreste del. Douro på etiketten fortæller altså ikke hele historien: Druer fra den vestlige del og fra de tørreste østlige dale kan have haft ganske forskellige vilkår.
Skifer og terrasser
Under det meste af vinlandet ligger skifer og gråvakke, med enkelte områder af granit. I mange marker er selve dyrkningsjorden i høj grad skabt gennem menneskearbejde. Før plantning er klippen blevet brudt op, skråningen formet og jordlaget gjort dybere, så vinstokkene overhovedet kan etableres. På de stejleste sider holdes de gamle, smalle terrasser, socalcos, på plads af mure i skifersten, mens senere terrasser ofte er bredere. Terrasserne er ikke pynt i landskabet; de gør dyrkning mulig og har betydning for eksponering, vandafledning og erosion.
Mange lokale druer
Douro har en usædvanlig stor samling af lokale druesorter. Ældre marker kan være blandingsplantet med mange sorter i samme parcel, mens nyere plantninger oftere koncentrerer sig om et mindre udvalg. Touriga Franca, Tinta Roriz, Touriga Nacional, Tinta Barroca og Tinto Cão er centrale blandt de røde. Blandt de hvide møder man blandt andet Rabigato, Malvasia Fina, Viosinho, Gouveio og Moscatel Galego Branco. Blandinger er en vigtig del af områdets vintradition, fordi sorterne modner forskelligt og kan bidrage forskelligt med struktur, syre, farve og duft.
Port og Douro
Den afgrænsede vinregion Douro rummer to oprindelsesbetegnelser: Porto og Douro. Port fremstilles ved at afbryde gæringen med druesprit. Det bevarer en del af druernes naturlige sukker og giver en alkoholprocent, der normalt ligger mellem 18 og 22. De ikke-fortificerede Douro-vine fremstilles uden denne afbrydelse. De kommer fra det samme landskab og bygger ofte på de samme lokale druer, men vinifikationen sender dem i en anden retning. Inden for Port er lagringen afgørende. Ruby-prægede typer bevarer mere farve og frugt gennem en mere beskyttet modning, mens tawny og colheita udvikles gennem længere tid på træ. LBV og Vintage kommer fra én årgang, men følger forskellige forløb før og efter aftapning. Port kan desuden være rød, hvid eller rosé.
1756 og vinlandskabet
Der er blevet dyrket vin i Alto Douro i omkring 2.000 år, men 1756 blev et afgørende år. Her blev området formelt afgrænset, og der blev indført kontrol med vinmarker, kvalitet og produktionspraksis omkring portvinen. Den lange reguleringstradition kan stadig mærkes. IVDP fører kontrol med oprindelsesbetegnelserne Porto og Douro, og for Port er det ikke nok, at en mark ligger i Douro. Den vurderes blandt andet på placering, højde, eksponering, hældning, jordbund, druesorter og udbytte. En del af det historiske vinlandskab blev i 2001 optaget på UNESCOs verdensarvsliste under navnet Alto Douro Wine Region. Skiferen ligger ikke kun under vinstokkene; den står også i murene, der holder markerne på bjergsiderne.
