Portugal
Mellem ocean og indland
Portugal strækker sig langs Atlanterhavet på den Iberiske Halvøs vestside, og landets vinområder spænder over langt større klimatiske forskelle, end størrelsen antyder. I nordvest er Vinho Verde køligt, grønt og nedbørsrigt, mens bjergene mod øst skærmer Douro og Trás-os-Montes og giver varmere, tørrere og mere kontinentale forhold. Dão ligger højt og beskyttet mellem bjerge, Bairrada er tydeligt maritimt præget, og længere mod syd dominerer de åbne, solrige landskaber i blandt andet Alentejo. På Madeira møder man stejle terrasser og vulkanske jorde, mens Azorerne præges af et udpræget maritimt klima og ligeledes vulkansk undergrund. Derfor findes der ikke én samlet portugisisk vinstil.
Lokale druer som fælles sprog
Det mest karakteristiske ved Portugal er den usædvanligt store bestand af lokale druesorter. Landet har mere end 250 hjemmehørende sorter, og de er fortsat centrale i både vine på én drue, regionale blandinger og gamle vinmarker med flere sorter plantet sammen. Blandt de røde findes Touriga Nacional, Touriga Franca, Baga, Castelão, Trincadeira og Aragonez, der også er kendt som Tinta Roriz. På den hvide side er Alvarinho, Loureiro, Arinto, Encruzado og Antão Vaz blandt de vigtigste. Druerne giver landet en tydelig egenart, men deres udtryk ændrer sig markant med klima, højde, jordbund og vinifikation.
Fra Vinho Verde til Alentejo
Vinho Verde i nordvest er en beskyttet oprindelse og ikke blot en betegnelse for en ung eller let perlende vin. Regionen fremstiller især hvidvin, men også rosé, rødvin og mousserende vin, ofte med markant friskhed fra det kølige, fugtige klima. Douro forbindes både med portvin og med tørre, ofte strukturerede hvid- og rødvine. Dão er kendt for langsom modning i højden og vine med balance og friskhed, mens Bairrada blandt andet har en stærk tradition for Baga og mousserende vin. Lisboa, Tejo og Setúbal rummer stor variation, og i Alentejos varme sletter findes ofte mere modne og fyldige udtryk. Algarve, Madeira og Azorerne fuldender et vinland med både fastlands- og øtraditioner.
Portvinens særlige system
Portvin fremstilles i den afgrænsede Douro-region efter regler, som kontrolleres af Instituto dos Vinhos do Douro e Porto. Under gæringen tilsættes druesprit, så gæringen standses, og en del af druernes sukker bevares. De røde stilarter opdeles overordnet i Ruby og Tawny. Ruby-familien søger at bevare farve, frugt og kraft og omfatter blandt andet Ruby Reserve, LBV og Vintage. Tawny-familien udvikles under lagring med gradvis iltpåvirkning og findes som almindelig Tawny, Reserve, med aldersangivelse samt som Colheita fra én bestemt årgang. LBV kommer ligeledes fra én årgang, men lagres fire til seks år på fad før aftapning; Colheita skal lagres mindst syv år på fad. Hvid portvin og rosé udgør egne kategorier.
Madeira og Moscatel
Portugal har flere selvstændige traditioner for hedvin. Madeira fremstilles på øgruppen af samme navn og får sit særpræg gennem kontrolleret varmepåvirkning og oxidation under modningen. Det giver en bemærkelsesværdig stabilitet og et udtryk, der kan spænde fra tørt til sødt. Sercial, Verdelho, Boal, Malvasia og Tinta Negra er blandt de centrale druer. På Setúbal-halvøen laves Moscatel de Setúbal af den aromatiske Moscatel de Alexandria, mens Douro har sin egen tradition for Moscatel Galego Branco. Disse vine viser, at Portugals hedvinskultur rækker langt ud over portvin og omfatter forskellige druer, produktionsmetoder og sødmegrader.
Oprindelse på etiketten
Det portugisiske system følger EU's beskyttelse af geografisk oprindelse. DOP er kategorien for vin med beskyttet oprindelsesbetegnelse og kan på etiketten angives som DOC; vinene skal følge fastlagte regler for blandt andet område, druer og produktion. IGP kan angives som Vinho Regional og kræver, at mindst 85 procent af druerne kommer fra det navngivne område. Vine uden en beskyttet geografisk betegnelse mærkes ganske enkelt Vinho. Betegnelserne fortæller først og fremmest, hvilke oprindelses- og produktionsregler vinen følger, mens stil og ambitionsniveau stadig kan variere betydeligt inden for den enkelte kategori.
Historie i levende brug
Vindyrkning har rødder tilbage til oldtiden på det område, der i dag er Portugal, og eksporten voksede allerede i middelalderen. En afgørende milepæl kom i 1756, da Douro blev formelt afgrænset for at regulere produktion og handel. Efter Portugals indtræden i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1986 blev oprindelsesbetegnelserne tilpasset den fælles europæiske lovgivning, samtidig med at investeringer i marker, kældre og uddannelse moderniserede sektoren. Nutidens Portugal rummer derfor både gamle, blandede vinmarker, kooperativer, større huse og mange små selvstændige producenter. Traditionen er ikke et museum, men et arbejdsredskab, som fortolkes forskelligt fra region til region.