Om Tenuta Mara
Giordano Emendatori grundlagde huset i 2000, og opkaldte det efter sin kone.Tenuta Mara laver vin efter de biodynamiske principper + lidt ekstra.
Vingården og markerne er fyldt med passionen for musik og kunst, og ligesom værket på etiketten står i marken, så vokser stokkene til toner fra Mozart, da man mener at musikkens rytmer er vigtige for planterne.
Om Emilia-Romagna
## Et langt vinland
Italien strækker sig fra Alperne over Posletten og ned langs Appenninerne til den sydlige halvø samt øerne Sicilien og Sardinien. Alle landets 20 regioner har vinproduktion, men forholdene er alt andet end ens. Nordlige dale kan være præget af alpine eller kontinentale klimaer, mens lange kyststrækninger og øer får maritim påvirkning. Højde, hældning, eksponering, vind og nærhed til hav eller søer kan være lige så afgørende som breddegraden. Derfor findes kølige vinmarker også langt mod syd og varme voksesteder i nord.
## Mange landskaber, mange vine
Appenninerne danner en bjergmæssig rygrad gennem landet, og vin dyrkes på skråninger, bakker, terrasser, sletter og vulkanske områder. Jordbunden kan blandt andet bestå af kalk, mergel, ler, sand, grus, aflejringer fra floder eller vulkansk materiale, men ingen enkelt jordtype er dækkende for Italien. Kombinationen af sted og lokalt tilpassede dyrkningsformer forklarer, hvorfor selv naboområder kan give markant forskellige vine. Landet spænder fra lette og syredrevne hvidvine og mousserende vine til strukturerede rødvine, rosé, frizzante, passito af tørrede druer og likørvin.
## Druerne er nøglen
Italiens særlige styrke er den store arv af lokale druesorter. Sangiovese har mange udtryk i Midtitalien; Nebbiolo, Barbera og Dolcetto er centrale i dele af nordvest; Corvina og Garganega præger vigtige områder i nordøst; Montepulciano står stærkt i Abruzzo og andre områder ved den centrale Adriaterhavskyst; Aglianico, Fiano og Greco forbindes med dele af Syditalien; og Sicilien rummer blandt andet Nero d’Avola, Nerello Mascalese og Carricante. Listen er kun et udsnit. Internationale sorter som Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon har også en etableret rolle, men den lokale druediversitet er afgørende for Italiens særpræg.
## Historie i flere lag
Vinens historie i Italien er ikke én ubrudt fortælling, men mange regionale forløb. Græske bosættelser fik stor betydning for den tidlige vinavl i syd, etruskerne udviklede dyrkning og handel i dele af midten og nord, og romerne gjorde vin til en omfattende landbrugs- og handelsvare. I middelalderen blev vinmarkerne videreført og genopbygget under skiftende lokale magter og kirkelige institutioner. Det 20. århundredes mekanisering og omlægning af landbruget ændrede mange gamle vinmarker; siden er interessen for lokale sorter, gamle stokke og tydeligere geografisk identitet igen blevet stærkere.
## DOCG, DOC og IGT
Italiens traditionelle betegnelser er indpasset i EU’s system for geografisk beskyttelse. DOCG og DOC er traditionelle italienske betegnelser for vine med DOP, beskyttet oprindelsesbetegnelse, mens IGT er den italienske betegnelse for IGP, beskyttet geografisk betegnelse. Hver appellation har sit eget disciplinare, som kan fastlægge afgrænsning, tilladte druer, udbytte, vinifikation, lagring og andre krav. Ord som Classico, Superiore og Riserva kan derfor have en præcis, men appellationsspecifik betydning. Klassifikationen fortæller først og fremmest, hvor vinen kommer fra, og hvilke regler den følger; den kan ikke alene afgøre kvaliteten i flasken.
## Tradition og teknik
Italiensk vinfremstilling rummer både gamle og moderne metoder. Nogle steder er tørring af druer, længere skindkontakt, store neutrale træfade eller flaskegæring en del af den lokale identitet; andre vine formes i rustfrit stål, beton, små fade eller amfora. Mousserende vin kan fremstilles ved flere forskellige metoder, og både tørre, halvtørre og søde stilarter findes. En italiensk vin bør derfor ikke forstås ud fra land eller drue alene: producentens valg, voksestedet og appellationens regler er lige så vigtige.
## Sådan læses Italien
Italienske etiketter sætter ofte stednavnet foran druen. Barolo, Chianti Classico, Soave, Etna og mange andre navne er først og fremmest geografiske oprindelser med egne regler, ikke blot smagsstile. På andre flasker står druen tydeligt, især under bredere IGT-betegnelser eller i områder, hvor druen indgår i navnet. Den mest præcise måde at forstå italiensk vin på er derfor at læse fire oplysninger sammen: område, drue eller drueblanding, vintype og producent. Landets fælles kendetegn er ikke én bestemt smag, men en tæt forbindelse mellem lokale sorter, steder og traditioner.
Italien strækker sig fra Alperne over Posletten og ned langs Appenninerne til den sydlige halvø samt øerne Sicilien og Sardinien. Alle landets 20 regioner har vinproduktion, men forholdene er alt andet end ens. Nordlige dale kan være præget af alpine eller kontinentale klimaer, mens lange kyststrækninger og øer får maritim påvirkning. Højde, hældning, eksponering, vind og nærhed til hav eller søer kan være lige så afgørende som breddegraden. Derfor findes kølige vinmarker også langt mod syd og varme voksesteder i nord.
## Mange landskaber, mange vine
Appenninerne danner en bjergmæssig rygrad gennem landet, og vin dyrkes på skråninger, bakker, terrasser, sletter og vulkanske områder. Jordbunden kan blandt andet bestå af kalk, mergel, ler, sand, grus, aflejringer fra floder eller vulkansk materiale, men ingen enkelt jordtype er dækkende for Italien. Kombinationen af sted og lokalt tilpassede dyrkningsformer forklarer, hvorfor selv naboområder kan give markant forskellige vine. Landet spænder fra lette og syredrevne hvidvine og mousserende vine til strukturerede rødvine, rosé, frizzante, passito af tørrede druer og likørvin.
## Druerne er nøglen
Italiens særlige styrke er den store arv af lokale druesorter. Sangiovese har mange udtryk i Midtitalien; Nebbiolo, Barbera og Dolcetto er centrale i dele af nordvest; Corvina og Garganega præger vigtige områder i nordøst; Montepulciano står stærkt i Abruzzo og andre områder ved den centrale Adriaterhavskyst; Aglianico, Fiano og Greco forbindes med dele af Syditalien; og Sicilien rummer blandt andet Nero d’Avola, Nerello Mascalese og Carricante. Listen er kun et udsnit. Internationale sorter som Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon har også en etableret rolle, men den lokale druediversitet er afgørende for Italiens særpræg.
## Historie i flere lag
Vinens historie i Italien er ikke én ubrudt fortælling, men mange regionale forløb. Græske bosættelser fik stor betydning for den tidlige vinavl i syd, etruskerne udviklede dyrkning og handel i dele af midten og nord, og romerne gjorde vin til en omfattende landbrugs- og handelsvare. I middelalderen blev vinmarkerne videreført og genopbygget under skiftende lokale magter og kirkelige institutioner. Det 20. århundredes mekanisering og omlægning af landbruget ændrede mange gamle vinmarker; siden er interessen for lokale sorter, gamle stokke og tydeligere geografisk identitet igen blevet stærkere.
## DOCG, DOC og IGT
Italiens traditionelle betegnelser er indpasset i EU’s system for geografisk beskyttelse. DOCG og DOC er traditionelle italienske betegnelser for vine med DOP, beskyttet oprindelsesbetegnelse, mens IGT er den italienske betegnelse for IGP, beskyttet geografisk betegnelse. Hver appellation har sit eget disciplinare, som kan fastlægge afgrænsning, tilladte druer, udbytte, vinifikation, lagring og andre krav. Ord som Classico, Superiore og Riserva kan derfor have en præcis, men appellationsspecifik betydning. Klassifikationen fortæller først og fremmest, hvor vinen kommer fra, og hvilke regler den følger; den kan ikke alene afgøre kvaliteten i flasken.
## Tradition og teknik
Italiensk vinfremstilling rummer både gamle og moderne metoder. Nogle steder er tørring af druer, længere skindkontakt, store neutrale træfade eller flaskegæring en del af den lokale identitet; andre vine formes i rustfrit stål, beton, små fade eller amfora. Mousserende vin kan fremstilles ved flere forskellige metoder, og både tørre, halvtørre og søde stilarter findes. En italiensk vin bør derfor ikke forstås ud fra land eller drue alene: producentens valg, voksestedet og appellationens regler er lige så vigtige.
## Sådan læses Italien
Italienske etiketter sætter ofte stednavnet foran druen. Barolo, Chianti Classico, Soave, Etna og mange andre navne er først og fremmest geografiske oprindelser med egne regler, ikke blot smagsstile. På andre flasker står druen tydeligt, især under bredere IGT-betegnelser eller i områder, hvor druen indgår i navnet. Den mest præcise måde at forstå italiensk vin på er derfor at læse fire oplysninger sammen: område, drue eller drueblanding, vintype og producent. Landets fælles kendetegn er ikke én bestemt smag, men en tæt forbindelse mellem lokale sorter, steder og traditioner.
Der er i øjeblikket ingen vine fra denne producent tilgængelige på webshoppen. Kontakt mig endelig, hvis du er interesseret – måske har jeg noget på lager, eller kan skaffe det hjem 🍷
