Grenache
Navne og identitet
Grenache er en blå vindrue af arten Vitis vinifera. I Frankrig bruges også Grenache noir, hvor noir betyder sort og adskiller den fra de lyse farvevarianter. Garnacha Tinta er det spanske navn, og Cannonau bruges på Sardinien. Det er samme drue, selv om vinene kan smage meget forskelligt. Alicante og Tocai rosso findes også som italienske synonymer.
Et druenavn og et områdenavn fortæller forskellige ting. Grenache beskriver plantematerialet; Châteauneuf-du-Pape, Tavel og Cannonau di Sardegna beskriver vinområder med egne rammer for produktionen. En Grenache-baseret vin kan være en blanding med andre druer. Omvendt bliver en vin ikke automatisk en bestemt regional stil, blot fordi den udelukkende er lavet på Grenache. Det ses tydeligt, når man sammenholder Rhônedalens blandingsvine med Sardiniens forskellige Cannonau-typer.
Farvevarianter og navnefælder
Grenache blanc og Grenache gris er farvemutationer af Grenache. En mutation er en ændring, som er opstået i plantens arvemateriale, ikke resultatet af en planlagt krydsning mellem to forældre. De lyse varianter er registreret særskilt og bruges blandt andet til hvidvin. Deres slægtskab giver ikke grundlag for at overføre den blå drues beskrivelser af kirsebær og røde bær til en hvid Grenache. Grenache blanc er hvid, mens Grenache gris har en grårosa bærfarve.
Lledoner pelut, i Spanien også kaldet Garnacha Peluda, er en mutation med anderledes behåring på bladenes underside. Pelut og peluda henviser til bladene, ikke til behårede druer. Varianten kan desuden adskille sig fra almindelig Grenache i vækst, frugtsætning og alkoholpotentiale, så det mere præcise navn er nyttigt, når den indgår i en vin.
Garnacha Tintorera er derimod det spanske navn for Alicante Henri Bouschet. Louis og Henri Bouschet frembragte den i 1855 ved at krydse Grenache med Petit Bouschet. Den har farvet frugtkød og er en selvstændig krydsning, ikke blot en mørkere Grenache-klon. Det gør ordet Alicante særlig vanskeligt: alene kan det være et italiensk synonym for Grenache, men Alicante Bouschet betegner en anden drue. Læs hele navnet.
Udbredelse og nyere historie
Grenache har stærke europæiske miljøer i Spanien, Sydfrankrig og på Sardinien. I Sydrhône er den central i mange røde blandinger. Roussillon bruger den til både tørre og forstærkede vine, og Sardinien har sine Cannonau-traditioner. De lokale traditioner har altså givet samme drue forskellige opgaver.
Grenache voksede kraftigt i betydning i Frankrig i anden halvdel af 1900-tallet. Det registrerede areal steg fra 24.886 hektar i 1958 til 98.644 hektar i 2008 og faldt derefter til 82.966 hektar i 2018. De historiske tal viser både fremgangen og den efterfølgende tilbagegang.
De første australske plantninger går tilbage til 1840’erne. Både Barossa Valley og McLaren Vale har stadig Grenache-marker fra slutningen af 1800-tallet. Efter en tilbagegang i plantningerne mellem 2000 og 2010 fik druen fornyet opmærksomhed gennem andre vinstile. Gamle marker kunne dermed få en ny rolle uden at blive genplantet med en anden sort.
Vækst, blomstring og modning
Grenache vokser kraftigt og forholdsvis opret. Den dyrkes ofte som lave, fritstående buskvinstokke, gobelet, eller med korte frugtsporer på en permanent arm, cordon. De oprette skud og det robuste ved passer godt til blæsende middelhavsområder, hvor vinden stiller krav til plantens opbygning.
Knopperne bryder forholdsvis tidligt, så forårsfrost kan skade de nye skud. Druerne modner derimod sent. Det er to forskellige tidspunkter i plantens år: en tidlig start betyder ikke en tidlig høst. Grenache har derfor brug for en lang modningssæson. Sorten er følsom over for coulure, hvor blomster ikke udvikler sig til normale bær. Udbyttet kan derfor variere betydeligt, også før dyrkeren begynder at regulere det.
Klaserne kan være tætte. Det gør fugtige forhold problematiske, fordi druerne sidder tæt sammen, og råd lettere får gode betingelser. Grenache er følsom over for gråskimmel og vinskimmel, også kendt som mildiou eller falsk meldug. Tørketilpasning er ikke det samme som bred sygdomsresistens. En mark kan være godt egnet til varme somre og stadig kræve omhyggelig sygdomskontrol i en fugtig vækstsæson.
Tørke, varme og markarbejde
Grenache kan begrænse vandtabet ved at regulere bladenes spalteåbninger. Det er de små åbninger, som indgår i udvekslingen af vanddamp og kuldioxid. I et forsøg med ni Grenache-genotyper viste alle en udpræget vandbesparende regulering under de undersøgte forhold. Men når åbningerne lukkes mere, ændres også betingelserne for fotosyntesen. At spare vand og at opretholde vækst er derfor ikke det samme mål.
For vinbonden handler det ikke kun om, hvor meget varme Grenache tåler. Frugten skal nå en passende modenhed, før syren bliver for lav og sukkeret for højt til den ønskede vin. Højere beliggende marker, køligere eksponeringer og tilpasset løvarbejde kan bruges til at påvirke modningsforløbet.
Tørketilpasning er dermed ikke et argument for at opsøge den varmeste og tørreste mark. Druernes modenhed skal stadig passe til den ønskede vinstil.
Voksested, udbytte og gamle stokke
Grenache kan give gode resultater på forskellige jordtyper, blandt andet skifer, granit og kalkholdige jorder. Jordens betydning kan ikke reduceres til navnet på en sten. Dyrkeren må også forholde sig til dræning og vækstkraft. En frodig mark med stor produktion stiller andre krav end en mager mark med begrænset udbytte. De forhold er mere brugbare at undersøge end at sætte lighedstegn mellem en stenart og en bestemt aroma.
Gamle stokke har en vigtig plads i mange Grenache-områder. Et lavere udbytte og større koncentration kan være med til at gøre dem værdifulde, men alderen står ikke alene. Markens placering, dyrkningen og producentens mål for vinen er stadig afgørende. Bevaring af gamle marker og styring af udbyttet er to forskellige dele af arbejdet.
Højde kan give køligere forhold, men virkningen afhænger af det konkrete sted. I Campo de Borja varierer vinudtrykket mellem højdebælterne, og i Cebreros kan højtliggende Grenache kombinere frisk syre med høj alkohol. En kølig mark giver altså ikke altid en let vin, ligesom en varm region også kan rumme friske udtryk.
Frugt, duft og aromastoffer
Røde bær, jordbær og røde kirsebær går igen i mange unge Grenache-vine. Andre udgaver er mørkfrugtede eller krydrede. Druen spænder fra lyse, saftige vine til mere fyldige udtryk, så det er helheden af frugt og struktur, der er interessant, ikke én bestemt bærduft.
Mørke kirsebær, tørret figen, hvid peber, lakrids og middelhavsurter er også en del af Grenaches aromatiske spændvidde. Hvilke nuancer der træder frem, afhænger blandt andet af druernes modenhed og vinens stil og alder.
En undersøgelse fra 2002 af en Grenache-rosé fra Calatayud viser, hvorfor duft er mere kompliceret end en liste over frugter. Forskerne byggede aromamodeller og fjernede enkelte stoffer for at undersøge deres betydning. Stoffet 3-mercapto-1-hexanol havde stor indflydelse på frugtige og citrusagtige indtryk, mens furaneol og homofuraneol virkede sammen om frugt- og karamelpræg.
Et andet stof, beta-damascenon, lå højt i forhold til sin lugttærskel, men havde en mindre virkning, da det blev fjernet fra modellen. Resultatet handler om den undersøgte rosé, ikke alle Grenache-vine. Den anvendelige lære er, at aroma afhænger af samspil mellem stoffer. En høj koncentration af ét stof er ikke nødvendigvis det samme som stor betydning for hele vinens duft.
Farve, syre, tannin og alkohol
Grenache kan være relativt lys i farven og samtidig have betydelig fylde. Frugt, rundhed og et højt alkoholpotentiale er vigtige sider af druen, formet af voksested, årgang og dyrkning. Selv en gennemskinnelig vin kan derfor være alkoholrig og have et tydeligt tanningreb.
Syren er ofte lav til moderat, mens sukkerpotentialet er højt. Sukkeret er råmateriale for den alkohol, der dannes under gæringen. Moden frugtduft og en rund mundfornemmelse er dog ikke det samme som restsødme. Det er nødvendigt at skelne mellem aroma, alkohol, syre og faktisk sødme, når man beskriver vinen; ellers kommer en tør, moden rødvin let til at lyde som en dessertvin.
Tanniner bidrager til vinens udtørrende, sammensnerpende mundfornemmelse. Tanninindholdet er ikke fastlagt af druenavnet alene. I et forsøg med Grenache gav forskelle i druernes modenhed og behandlingen af klaserne målbare forskelle i fenoler og farve. Fenoler er en bred gruppe stoffer, som blandt andet omfatter farvestoffer og tanniner. Det forklarer, hvorfor både markarbejdet og ekstraktionen i kælderen er nødvendige oplysninger, når to Grenache-vine skal sammenlignes.
Høsttidspunkt og modenhed
Høsttidspunktet er et valg af vinudtryk, ikke blot den dag, sukkeret når et bestemt tal. Et konferencebidrag fra Macrowine 2025 undersøgte Grenache fra 28 marker i Spanien og Frankrig fordelt på tre klimazoner ved Pyrenæernes forland. Druer blev høstet ved to modenhedstrin med 10–14 dages mellemrum og vinificeret efter samme forsøgsprotokol. Det gav forskerne mulighed for at undersøge klima og høsttidspunkt uden samtidig at skifte hele fremstillingsmetoden.
De fremlagte resultater fra høsten 2024 viste flere vegetale og oxidative beskrivelser i vine fra de køligere zoner, især ved første høst. Varme områder gav flere frugtige og overmodne indtryk. Ved det senere høsttidspunkt optrådte disse frugtige og overmodne beskrivelser i alle tre klimazoner. Det er resultater fra første forsøgsår, ikke en universel opskrift på høst.
Gæring, skindkontakt og presning
Ved rødvinsfremstilling giver kontakt med skallerne farve, aroma og struktur. Grenache kan afstilkes, så stilkene fjernes, og bærrene kan knuses mere eller mindre. Ved knusningen søger man at undgå at ødelægge kernerne. Skindkontaktens længde vælges efter den ønskede vin, ikke efter en fast regel om, at alle Grenache-vine skal have få eller mange dage med skallerne.
Pascual og kollegers forsøg fra 2016 sammenlignede forskellige modenheder og behandlinger af Grenache. En metode, hvor skallerne blev holdt nedsænket, gav størst farve og fenolekstraktion ved alle de undersøgte modenheder. Modnere druer gav generelt højere indhold af de undersøgte fenoler. Forsøget dokumenterer bestemte behandlinger under forsøgsbetingelser; det dokumenterer ikke, at størst mulig ekstraktion altid smager bedst.
Temperaturstyring er et andet redskab. En køligere gæring bruges blandt andet til at bevare et frugtigt udtryk. Men temperatur, skindkontakt og ønsket struktur må tænkes sammen. En vin til tidlig nydelse og en koncentreret rødvin til lagring behøver ikke gennemgå samme forløb.
Efter skindkontakten adskilles vinen fra de faste dele, og presningen udvinder den vin, der er tilbage i druemassen. Presvin kan holdes adskilt fra den frit afløbne vin. Det giver producenten mulighed for senere at vurdere, om og hvor meget af den der skal indgå i den færdige blanding.
Hele klaser og kulsyremaceration
Hele klaser betyder, at stilkene følger med bærrene i gæringskarret. Det er ikke et andet ord for kulsyremaceration. Klaserne kan være delvist knuste og indgå i en almindelig gæring, eller intakte bær kan under iltfattige forhold gennemgå omsætning inde i selve bærret. Ved egentlig kulsyremaceration etableres et miljø med kuldioxid omkring de hele bær. I praksis kan forskellige processer foregå i samme kar.
Stilke kan tilføre tannin og et urteagtigt præg, som nogle producenter bruger som modspil til Grenaches modne frugt. Men grønne stilke kan også give et dominerende grønt udtryk. Derfor vælger producenterne ikke nødvendigvis samme andel hele klaser hvert år. Interviews med Grenache-producenter i McLaren Vale viser netop forskellige mål: nogle søger urtepræg og struktur, andre afstilker for at fremhæve en renere frugt.
Stilke er heller ikke kun et spørgsmål om duft og tannin. I Grenache-forsøget fra 2016 hævede stilkekontakt vinens pH ved alle undersøgte modenheder. Højere pH betyder et mindre surt miljø. Ved mindre modne druer blev farveintensiteten samtidig lavere. Man kan derfor ikke slutte, at hele klaser altid giver mørkere vin eller større syremæssig friskhed. Stilkene ændrer flere egenskaber på én gang.
Syreomdannelse, bærme, ilt og fad
Malolaktisk omdannelse ændrer æblesyre til mælkesyre og gør syreudtrykket blødere. Det er noget andet end den alkoholiske gæring, hvor druesukker omsættes til alkohol. Bærmekontakt er igen et tredje redskab: vinen ligger med bundfældede gærrester, som eventuelt røres op. Den omrøring kaldes bâtonnage og bruges til at påvirke rundhed og fylde. Ingen af delene er i sig selv et smagskendetegn, der beviser Grenache.
Store beholdere og ældre, mere neutrale fade kan modne Grenache uden at lægge et kraftigt træpræg over frugten. Nye fade giver mere tydelig smag fra træet og skal afstemmes efter vinen. Fadets størrelse, alder og præg fortæller derfor mere om stilen end ordet fadlagret alene.
Grenache er følsom over for oxidation. I frugtbetonede vine arbejder producenten derfor ofte beskyttende og begrænser unødige omstikninger, hvor vin flyttes mellem beholdere. Det er et andet mål end ved bevidst oxidativt lagrede hedvine. Ilt kan være en del af den ønskede udvikling, men betydningen afhænger af vintypen.
Rhône og blandingernes roller
I Sydrhône giver Grenache ofte blandingen frugt, rundhed og alkoholisk vægt. Syrah og Mourvèdre kan supplere med andre frugtnuancer, syre og tannin. Forkortelsen GSM står for Grenache, Syrah og Mourvèdre og bruges også uden for Frankrig. Det er en beskrivelse af tre druer, ikke en opskrift med faste procenter eller en garanti for én bestemt smag.
I Châteauneuf-du-Pape er Grenache den dominerende blå drue. Området har varmt middelhavsklima og påvirkes af mistralvinden, men jordene er ikke ens. Ud over de kendte rullesten med ler findes sand og sandsten. Det er en vigtig korrektion til billedet af, at al Châteauneuf-du-Pape kommer fra samme stendækkede mark. Appellationens røde vine forbindes med struktur og lagringsevne, men det fortæller ikke alene, hvor koncentreret eller fadpræget den enkelte flaske er.
Gigondas ved Dentelles de Montmirail er et vigtigt Grenache-område. Vinene kan være fyldige med tydelig tannin, moden rød og mørk frugt og bidrag fra blandt andet Syrah og Mourvèdre. Her kan Grenache være hoveddrue i en fast vin med behov for lagring, langt fra forestillingen om en rent blød blandingsdrue.
En vin på én druesort kan stadig være sammensat af flere marker eller partier. Det gælder også ren Grenache. Både blandingen af druesorter og valget af parceller er redskaber til at samle vinens udtryk; en enkelt-druevin er ikke automatisk mere ægte eller bedre end en blanding.
Spanien: indland og Priorat
Campo de Borja i Aragón rummer stor variation. De lavere marker i 350–450 meters højde modner typisk tidligt og kan give varme, kraftige vine. Mellemzonen i 450–550 meter forbindes med mere kødfulde, strukturerede udtryk, mens de øvre marker i 550–700 meter ved Moncayo kan give finere og mere afdæmpede vine. Inden for hvert højdebælte spiller markens placering og producentens arbejde også ind.
Priorat i Catalonien har mange stejle marker og terrasser i højder mellem cirka 100 og 700 meter. Den lokale skifer, llicorella, præger landskabet og markernes fysiske forhold. Jordbunden har betydning for dyrkningen, men er ikke i sig selv en forklaring på en bestemt skiferagtig duft eller smag.
I Priorat blandes Grenache klassisk med Carignan til fyldige, koncentrerede vine. I Rioja har den en anden velkendt opgave sammen med Tempranillo, hvor den bidrager med frugt og alkohol. Druens rolle i en blanding skal altså læses lokalt. En Rioja-blanding og en Priorat-blanding bliver ikke samme vintype, fordi begge indeholder Garnacha.
Sierra de Gredos
Cebreros på Ávila-siden af Sierra de Gredos har mange højtliggende Grenache-marker. I Alto Alberche findes granitjorde i 800–1.200 meters højde og et mere kontinentalt klima. I Alberche-Pinares ligger gamle marker på både granit og skifer omkring 700–1.100 meter.
Den nærliggende Tiétar-dal er lavere og fugtigere, så Gredos rummer flere klimaer. Cebreros kan give vine med både høj alkohol og god syre. Højden er med til at bevare friskheden, men sol, nedbør og forholdene i den enkelte dal er også vigtige.
Sardinien og Australien
På Sardinien hedder Grenache Cannonau. Cannonau di Sardegna dækker produktion på hele øen og omfatter blandt andet Oliena, Jerzu og Capo Ferrato. Den brede geografi giver plads til forskellige udtryk, så Cannonau er langt fra én ensartet vinstil.
Vintyperne omfatter rødvin, rosé og riserva, men også passito og liquoroso. Passito bygger på tørrede druer, mens liquoroso er en forstærket vintype, som findes både tør og sød. Et Cannonau-navn på etiketten fortæller derfor ikke alene, om vinen er tør, eller hvor koncentreret den er. Betegnelsen for selve vintypen er afgørende.
Barossa Valley og McLaren Vale er to centrale australske Grenache-områder. Begge rummer mellemfyldige og rigere vine med moden frugt og krydderi. I Barossa optræder blandt andet rød frugt, jordlige toner og hvid peber. McLaren Vale har gamle marker og vine med saftig frugt og fyldig tekstur. Stilarterne overlapper, med betydelig variation inden for begge områder.
Rosé og mousserende vin
Grenache bruges også til rosé i flere stilarter. I Tavel i Sydrhône er den basis for vine, som desuden kan indeholde Cinsault, Clairette, Syrah og Mourvèdre. Farven er ofte mere mættet end i helt lyse roséer, med røde bær, rundhed og krydderi. Med udvikling kan stenfrugt og mandel træde frem.
Tavel er dermed et godt modstykke til forestillingen om, at rosé altid skal være let, næsten farveløs og drikkes så ung som muligt. Det er samtidig vigtigt ikke at gøre den mere fyldige Tavel-stil til facit for alle Grenache-roséer. Appellation, druesammensætning og fremstilling skal stadig holdes adskilt.
I Spanien er Garnacha godkendt til Cava og bruges blandt andet til Cava Rosado, hvor den bidrager med rødfrugtig aroma. Druens høje sukkerpotentiale og moderate syre indgår her i valget af høsttidspunkt og blanding. Grenache har dermed også en plads i mousserende vin, ikke kun i kraftig rødvin.
Roussillon: tør, sød og oxidativ
I Roussillon bruges Grenache til meget forskellige vintyper. Maury Sec er tør rødvin med Grenache som hoveddrue og mulighed for blandt andet Carignan, Mourvèdre og Syrah. Mørk frugt, middelhavsurter, fylde og struktur er typiske pejlemærker. Ordet sec er vigtigt: Det adskiller vinen fra områdets søde, forstærkede Maury.
Vins Doux Naturels fremstilles ved mutage. Under den alkoholiske gæring tilsættes neutral vinalkohol, som standser gæren, før alt druesukkeret er omsat. Sødmen kommer dermed fra sukker, som bevares fra druerne. Ordet naturel skal i denne sammenhæng ikke læses som en angivelse af naturvinsproduktion; det indgår i navnet på den traditionelle søde vintype.
Lagringen deler de søde vine i markant forskellige udtryk. Maury Grenat beskrives med mørk frugt og urter, mens Maury Tuilé lagres oxidativt og udvikler tørret frugt, kakao og kaffe. Grenat og tuilé er derfor langt mere oplysende end blot ordet sød. De hjælper med at forklare, om man skal forvente bevaret frugt eller et tydeligt udviklet udtryk.
Rivesaltes viser en tilsvarende forskel. Rivesaltes Grenat laves på Grenache noir og forbindes med kirsebær og brombær. Tuilé har mere ristet præg, kakao, kaffe, tobak og tørret eller kandiseret frugt. De aromaer skal ikke skrives ind som standardnoter til en ung, tør Grenache: her er vintype og lagring afgørende dele af forklaringen.
Roussillon har også tørre rancios, blandt andet på Grenache. De er gæret tørre og lagres med bevidst iltpåvirkning. Det er en nyttig skelnen: oxidativ er ikke et synonym for sød, og sød er ikke et synonym for oxidativ. Man skal undersøge både, hvordan sukkeret er håndteret, og hvordan vinen er modnet.
Udvikling på flaske
Grenache har ikke ét fælles drikkevindue. Mange vine er lavet til at blive drukket unge, mens mere koncentrerede udgaver kan udvikle sig i ti år eller længere. Det afhænger af vinens balance og fremstilling; høj pris eller gamle vinstokke er ikke i sig selv en garanti for, at flasken bliver bedre med alderen.
Med lagring ændres balancen mellem frugt, struktur og mere modne aromaer. Lagringsdygtig Grenache kan bevare liv og krydderi, mens eksempelvis Gigondas kan udvikle jordlige og trøffelagtige nuancer. Udviklingen varierer fra vin til vin og afhænger også af opbevaringen.
At holde sig er ikke det samme som at blive bedre. En vin kan miste frisk frugt uden at vinde kompleksitet. Vurder den konkrete vins balance og formål, før du gemmer den.
Opbevar flaskerne mørkt og ved en stabil, kølig temperatur. Store temperaturskift og en varm plads i sollys er dårlige betingelser for at følge udviklingen. Kontrolleret opbevaring er også nødvendig, når man sammenligner to årgange; ellers undersøger man ikke kun alder, men også forskellig behandling af flaskerne.
Servering og mad
Tør rød Grenache kan begynde omkring 15 °C og derefter åbne sig i glasset. Tilpas temperaturen til stilen: En let, frugtbetonet vin og en tæt, moden udgave har forskellige behov. Undgå især, at en alkoholrig Grenache bliver så varm, at alkoholen kommer til at dominere.
Et tulipanformet vinglas giver plads til duften og til at slynge vinen. Brug gerne ens glas, hvis flere vine skal sammenlignes. Smag først, før du vælger karaffel: Lad en lille portion stå i glasset, og sammenlign med en frisk ophældning. Det giver et indtryk af, hvordan netop denne vin reagerer på luft.
Rund, tør Grenache kan passe godt til stegt svinekød, lam og fjerkræ i sauce, især retter med en blødere kødtekstur. Lad sauce og tilberedning styre valget: En lettere vin til en mild ret og mere intensitet til en kraftigere stegeskorpe eller sauce.
Søde, forstærkede Grenache-vine kan serveres let kølede i et mindre hvidvinsglas frem for et meget lille snapseglas. Det er også Christy Canterburys råd. Som smageforslag kan en frugtbetonet Grenat prøves til en dessert med mørke bær, mens en oxidativ Tuilé kan prøves til en dessert med kakao eller nødder. Det er forslag til at afprøve aromatiske ligheder, ikke faste regionale regler.
Sammenligning med andre druer
Pinot Noir er en relevant sammenligning, fordi begge druer kan give relativt lyse vine med en blødere tanninoplevelse. Deres foretrukne dyrkningsforhold er imidlertid forskellige: Pinot Noir forbindes med køligere klima, Grenache med varme. Sammenligningen er nyttig som smageøvelse, men Grenache er ikke blot en varmklimaversion af Pinot Noir.
Syrah og Mourvèdre er relevante modstykker, fordi de klassisk supplerer Grenache med blandt andet tannin, syre og andre frugtnuancer i blandinger.
Kloner og ny forskning
Grenache-kloner kan variere i udbytte, klasestørrelse, farvepotentiale og følsomhed over for coulure, altså svigtende frugtsætning. Et bevaringsanlæg med mere end 360 kloner blev etableret i Côtes du Rhône i 1998. Den store variation giver dyrkeren mulighed for at vælge plantemateriale efter markens forhold og den ønskede vin.
Et forskerhold undersøgte i 2020 og 2021 ni Grenache-genotyper dyrket i potter på Mallorca. Studiet, offentliggjort i 2022, fandt forskelle i vandudnyttelse med betydning fra både spalteåbningernes regulering, fotosyntetisk kapacitet og miljø. Det understøtter arbejdet med at udvælge plantemateriale inden for Grenache som en del af tilpasningen til vandmangel.
Forsøget målte fysiologiske forskelle, ikke en bestemt vandbesparelse i en kommerciel mark eller bedre smag. Resultaterne gør det relevant at undersøge plantematerialets vandudnyttelse, men udbytte og vinkvalitet kræver deres egen vurdering. Klonvalget er én del af arbejdet med et varmere klima.