Mellem Vosges og Rhinen
Alsace ligger langs Frankrigs nordøstlige kant, tæt på grænsen til Tyskland. Vinmarkerne følger især de østlige udløbere af Vosges i et langt, smalt bånd på mere end 170 kilometer, fra egnen ved Marlenheim mod nord til Thann i syd, suppleret af mindre, mere isolerede zoner. De fleste marker ligger på skråninger og i bakkelandet mellem cirka 200 og 400 meters højde, før terrænet flader ud mod Rhinen. Eksponeringen er ofte østlig, sydøstlig eller sydlig, men solretningen forklarer ikke alt. Højde, hældning, vind og åbningerne ind mod bjergdalene kan ændre modningen mærkbart fra den ene mark til den næste.
Regnen falder på den anden side
Vosges fungerer som en barriere mod de fugtige vinde fra vest. En stor del af regnen falder på bjergenes vestside, mens luften når vinmarkerne tørrere. Alsace har derfor et solrigt, tørt og semikontinentalt klima med varme somre, kolde vintre og relativt lidt nedbør. Det er værd at hæfte sig ved, fordi området ligger langt mod nord, men alligevel kan modne druerne grundigt. Om efteråret skifter varme dage ofte med kølige nætter. Det forlænger modningen, hjælper med at bevare syren og giver mulighed for at vente med høsten, når mark og årgang tillader det. Den tørre luft mindsker også presset fra råd, selv om forskelle i dal, højde og jordbund stadig skaber mange lokale mikroklimaer.
Jorden skifter hurtigt
Den geologiske udvikling omkring Rhinen har lagt mange forskellige bjergarter og aflejringer tæt på hinanden. På og tæt ved Vosges findes blandt andet granit, gnejs, skifer og sandsten. I bakkerne længere mod øst møder man kalk, mergel, ler og forskellige blandinger af dem, mens fladere arealer kan være præget af grus, sand, silt og andre aflejringer. Flere vinlandsbyer ligger ved fire eller fem forskellige geologiske formationer, og skiftet kan ske over ganske korte afstande. Det påvirker blandt andet dræning, vandreserve, opvarmning og vinstokkens vækst. Man skal derfor være varsom med at tale om én fælles Alsace-jord eller én fast regional smag. Den samme drue kan få meget forskellig vægt, spændstighed og modningsrytme alt efter marken.
Druen står ofte på etiketten
Alsace skiller sig ud i Frankrig ved ofte at gøre druesorten til det mest synlige navn på etiketten. De klassiske hoveddruer er Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sylvaner, Muscat og Pinot Noir. Auxerrois spiller også en vigtig rolle og indgår ofte i vine mærket Pinot Blanc eller Pinot. Druesortsnavnet giver en brugbar første pejling, men det er ikke en facitliste. Riesling forbindes ofte med en fast syrestruktur, mens Pinot Gris og Gewurztraminer typisk giver mere fylde og kraft. Pinot Blanc og Sylvaner bruges ofte til lettere udtryk, og Muscat vinificeres traditionelt som en tør vin trods sin tydelige aromatik. Pinot Noir kan blive til rosé, let rødvin eller mere koncentrerede vine med tydelig tannin.
Tørheden skal læses
En af de mest sejlivede misforståelser er, at Alsace-vin enten altid er tør eller altid har restsødme. Begge dele findes, og druesorten afgør det ikke alene. Høsttidspunkt, modenhed, gæring og producentens ønskede balance har stor betydning. Syren kan desuden få en vin med lidt restsukker til at virke tørrere, end tallet antyder. I de gældende regler skal hvide vine under Alsace eller Vin d’Alsace have en tydelig angivelse af sukkerkategorien på etiketten og i præsentationen, bortset fra vine mærket Vendanges Tardives eller Sélection de Grains Nobles. For den enkelte flaske giver tørhedsangivelsen derfor mere sikker information end en antagelse bygget på Riesling, Pinot Gris eller Gewurztraminer.
Appellationerne
Den brede AOC Alsace blev anerkendt i 1962 og omfatter hovedparten af områdets stille vine. Siden 2011 har appellationsnavnet kunnet suppleres med bestemte kommunenavne eller lieux-dits, når de strengere lokale regler er opfyldt. For særligt afgrænsede marker findes 51 navngivne Alsace Grands Crus. De er defineret som selvstændige voksesteder med skærpede krav til blandt andet udbytte, modenhed og druesammensætning. Crémant d’Alsace har sin egen appellation, anerkendt i 1976, og fremstilles ved andengæring på flaske. Den kan være hvid eller rosé. Systemet er nyttigt, men det er ikke en enkel rangliste over alle vine. En ambitiøs lieu-dit, en blandingsvin eller en producentcuvée uden Grand Cru-navn kan være lavet med lige så stort fokus på mark og håndværk.
Grand Cru er et sted
Grand Cru-navnet i Alsace tilhører en afgrænset mark, ikke en producent. De 51 steder blev formelt defineret gennem flere etaper fra 1975 til 2007 og blev siden organiseret som særskilte appellationer. Nogle ligger stejlt og højt, andre har mildere hældninger, men de er udvalgt ud fra en konkret kombination af geologi, eksponering, mikroklima og historisk ry. Reglerne er ikke helt ens for alle steder; tilladte druer og lokale krav kan variere. Grand Cru fortæller derfor først og fremmest, hvor druerne kommer fra, og under hvilket regelsæt de er dyrket og vinificeret. Det garanterer ikke én bestemt tørhedsgrad eller smagsform, og to Grand Cru-marker få kilometer fra hinanden kan give meget forskellige vine.
Sen høst og ædelråd
Vendanges Tardives og Sélection de Grains Nobles er særlige betegnelser, som kan føjes til Alsace eller Alsace Grand Cru. De blev officielt anerkendt i 1984 og kræver blandt andet høj naturlig druemodenhed, manuel høst og lang modning før frigivelse. Vendanges Tardives bygger på sent høstede, overmodne druer og giver normalt en rig, ofte sød vin, men den endelige balance kan variere. Sélection de Grains Nobles kræver en streng udvælgelse af druer angrebet af ædelråd. Her koncentreres mosten kraftigt, og vinene bliver som regel sødere, tættere og mere intense. De to betegnelser handler om høstens tilstand og et reguleret produktionsforløb, ikke blot om at en producent har ladet druerne hænge lidt længere.
Klassisk og eksperimenterende
Områdets stærke druesortstradition lever sammen med en udpræget interesse for voksestedet. Økologisk og biodynamisk dyrkning fylder tydeligt i Alsace. I kælderen vælger nogle en ren og klassisk vinifikation, mens andre bruger spontan gæring, lang skindkontakt, samplantede marker, meget lidt svovl eller pét-nat. Orangevin og pét-nat er ikke regionale standarder, men bevidste producentvalg. Fællesnævneren er ikke teknikken, men et område hvor tørheden, druen og marknavnet alle skal læses, før man ved, hvilken vin der er i flasken.
