Kollektion: Carricante

Hvid drue fra Etna

Carricante er en grøn druesort af arten Vitis vinifera, og dens vigtigste hjemsted er skråningerne på vulkanen Etna i det østlige Sicilien. Den er en af de bærende druer i områdets tørre hvidvine, især Etna Bianco. Når den får tid til at modne uden at miste sin naturlige syre, kan den give vine med præcis citrusfrugt, blomsterduft og en rank, vedvarende smag.

Etna er en ganske særlig del af Sicilien. Solen er sydlandsk, men mange vinmarker ligger så højt, at nætterne er kølige og vækstsæsonen lang. Det passer godt til Carricante. Druen har også en historie som produktiv blandingsdrue, men den bliver i stigende grad tappet alene, så dens eget udtryk træder tydeligere frem. Der er stor forskel på en let, ståltanksgæret udgave og en vin, som har fået længere tid på bærmen eller i træ.

Navne og forvekslinger

Navnet Carricante hænger sammen med det sicilianske udtryk »u carricanti«: noget, der kan læsse eller bære meget. Det henviser til vinstokkens evne til at sætte en stor høst. Det er en ganske jordnær forklaring på et navn, der i dag ofte forbindes med ambitiøse hvidvine.

I ældre litteratur og sortsregistre forekommer navnene Caricanti, Carricanti, Catanese bianco og Nocera bianca. Det italienske sortsregister bruger Carricante B., hvor B står for bianca, altså hvid. Nocera bianca er registreret som synonym, men gamle kilder har ikke altid brugt navnene konsekvent.

Carricante bliver undertiden forvekslet med Catarratto, som også er en gammel siciliansk hvid drue. De to er selvstændige sorter og dyrkes ofte sammen. Netop fordi de indgår i samme vine, er det nyttigt at holde deres navne og egenskaber adskilt.

Slægtskab og kloner

Genetiske undersøgelser placerer Carricante i et netværk af gamle italienske druesorter. En større DNA-undersøgelse offentliggjort i 2020 identificerede Strinto porcino og Visparola som dens to forældre. Undersøgelsen brugte SNP-markører, altså mange små, arvelige forskelle i druernes DNA, og erstattede dermed en ældre foreslået forældrekombination. Et genetisk slægtskab fortæller, hvilke sorter der er beslægtede; det fortæller ikke i sig selv, hvor eller hvornår den oprindelige krydsning fandt sted.

Der findes også variation inden for selve Carricante. Sicilianske sortsundersøgelser beskriver blandt andet en type med mindre, tættere klaser og en type med større, løsere klaser. To kloner er registreret i det italienske sortsmateriale, I-CR7 og I-Regione Sicilia 2. En klon er udvalgt plantemateriale fra den samme druesort, ikke en ny drue. Forskelle i klaser, vækst og most kan få betydning for høstudbytte og vinens koncentration.

Historie ved vulkanen

Carricante har været dyrket på Etna i flere hundrede år. Et vigtigt skriftligt holdepunkt er en beskrivelse fra 1812, hvor Sestini omtaler druen i området omkring Mascali. Han hæftede sig ved, at den gav rigeligt med frugt, men også ved dens markante syre og vanskeligheden ved at få druerne helt søde. Det fortæller meget om datidens dyrkningsvilkår: høj produktion og sen modning kunne være en svær kombination.

I 1800-tallet optræder Carricante også i beskrivelser af vinmarkerne ved blandt andet Riposto og Mascali. Druen blev brugt sammen med andre lokale sorter, og dens syre var nyttig i blandinger. Da Etna fik sin DOC-betegnelse i 1968, var Carricante allerede en del af områdets hvide vintradition.

Den nyere interesse for Etna har ændret druens rolle. Flere producenter arbejder nu med rene Carricante-vine og med parceller, hvor dyrkning og lagring bliver tilpasset den enkelte mark. Den historiske drue er altså den samme, men formålet er ofte et andet: at fremstille en helstøbt hvidvin, hvor friskhed, frugt og dybde hænger sammen.

Hvor Carricante dyrkes

Det østlige Sicilien er Carricantes centrum, og Etna er det område, der tydeligst har formet dens ry. Her findes den på de østlige, sydøstlige, sydlige og nordlige skråninger. Den østlige side har en særlig stærk tradition for hvidvine, mens den nordlige side historisk er mere kendt for røde vine på Nerello Mascalese. Carricante dyrkes også uden for vulkanområdet, blandt andet andre steder på Sicilien.

Druen har ikke fået nogen tilsvarende international udbredelse som Chardonnay eller Sauvignon Blanc. Det hænger blandt andet sammen med, at den kan give store høster, men kræver et passende voksested og en gennemtænkt dyrkning for at vise sit bedste. Derfor lægger dyrkningen vægt på både udbytte, modenhed og syre, uanset om stokkene står på Etna eller andre steder på øen.

Det er især de tørre, stille hvidvine, der har gjort Carricante kendt. Inden for den kategori er der både ligefremme, ungdommelige vine og langt mere koncentrerede udgaver, som er tænkt til lagring.

Vinstokkens kendetegn

Carricante har normalt ret oprette skud og mellemstore, mørkegrønne blade. Bladene er ofte tredelte eller femdelte med en tydelig indskæring ved bladstilken. Klaserne er middelstore til lange og kan være kegleformede, undertiden med små sidegrene. Druerne er middelstore og har en grønliggul skal, som kan blive mere gylden ved modning.

Klaser og bær varierer mellem det tilgængelige plantemateriale. Nogle klaser er ret åbne, mens andre er tættere. Det har praktisk betydning: en løs klase kan tørre anderledes efter regn end en tæt klase, hvor fugten lettere bliver hængende mellem bærrene. Carricante er en almindelig hvid vindrue med kerner og uden den stærkt parfumerede druesmag, man forbinder med muskatdruer.

Druen kan dyrkes både som traditionel alberello, hvor hver stok formes som en lav, fritstående busk, og på trådopbundne rækker. Det sidste gør beskæring, løvarbejde og høststyring lettere at tilpasse moderne markdrift.

Udbytte og beskæring

Carricante er naturligt frugtbar. Knopperne tæt på skuddenes basis kan sætte godt med klaser, og det har gjort den velegnet til den traditionelle, korte beskæring i alberello-systemet. Navnets henvisning til store læs druer giver derfor god mening. Den samme egenskab kan dog blive en udfordring, hvis stokken skal modne for meget frugt på én gang.

Når udbyttet bliver stort, fordeles plantens ressourcer over flere klaser. Det kan forsinke sukkerophobningen og give en vin, hvor syren dominerer over den modne frugt. Beskæring, skududtynding og en passende bladmasse er måder at holde forholdet mellem frugt og vækst i balance på. Et lavt udbytte er ikke et mål i sig selv; stokkens alder, jordens vandforsyning og årets vejr har også betydning.

De gamle terrasser på Etna kræver ofte meget håndarbejde. Nogle steder står vinstokkene stadig som små buske med støtte fra pæle, mens nyere beplantninger bruger Guyot eller sporebeskårne kordoner. Begge former kan anvendes til Carricante, når belastningen af stokken tilpasses stedet.

Modning og høst

Carricante springer ud på et tidspunkt, der regnes som middel for vindruer, og druerne modner forholdsvis sent. På Etna bliver den ofte høstet fra slutningen af september og gennem oktober. Det præcise tidspunkt flytter sig med højden, markens retning, vejret og den ønskede vinstil. På kølige marker kan druerne blive siddende længere, mens lavere og varmere parceller kan høstes tidligere.

Druens særlige styrke er, at den kan bevare en levende syre, mens smagen udvikler sig. Alligevel skal høsten ramme rigtigt. Høstes den meget tidligt, kan vinen virke skarp, grøn og smal. Venter man længere, bliver frugten mere moden, men sukkerindhold, alkoholpotentiale og syrebalance ændrer sig samtidig.

På en vulkan med så store forskelle mellem markerne giver det ikke mening at tale om én rigtig høstdato. To Carricante-vine fra samme år kan være meget forskellige, selv om den ene mark kun ligger en kort køretur fra den anden.

Sygdomme og vejrrisici

Carricante stiller krav til markarbejdet. Den er beskrevet som følsom over for tørkestress og svampesygdomme, og på Etnas fugtigere skråninger er løvvæggens luftighed derfor vigtig. Regn og høj luftfugtighed øger presset fra sygdomme, mens vind kan hjælpe blade og klaser med at tørre. Samtidig kan kraftig vind og langvarig tørke belaste planten.

Etna giver en usædvanlig kombination af høj solindstråling, kølige perioder, regn og stærke lokale forskelle. Det betyder, at én dyrkningsmetode ikke passer til alle marker. I fugtige områder kan åben løvvækst være vigtig for at mindske risikoen for råd. På tørre og meget solrige skråninger kan blade omkring klaserne derimod være en beskyttelse mod udtørring og solskade.

Både vandmangel og en for stor høst kan bremse modningen. Druens naturlige syre gør den interessant i et varmt område, men god syre hjælper ikke meget, hvis druerne samtidig mangler moden frugt. Det er balancen mellem vækst, vand og høstbelastning, der er afgørende.

Højde, varme og vand

På Etna vokser Carricante i vinmarker, som mange steder ligger flere hundrede meter over havet. Nogle parceller ligger omkring 700-950 meter, og dyrkning forekommer også højere oppe. Med højden følger som regel lavere temperaturer, især om natten. Det forlænger druernes modning og hjælper med at holde på den syre, som ellers falder under den sidste del af vækstsæsonen.

Solen spiller samtidig en vigtig rolle. Carricante behøver lys og varme for at modne sin frugt, og lange, lyse dage kan arbejde sammen med kølige nætter. Her ligger en stor del af forklaringen på, at en siciliansk hvidvin kan smage så rank og frisk.

Vandforsyningen er lige så vigtig som temperaturen. På let, veldrænet jord løber nedbør hurtigt væk fra overfladen, mens rodens adgang til vand afhænger af jordens dybde og struktur. Bliver planten hårdt presset af tørke, kan modningen standse op. Et godt voksested handler derfor om mere end at plante så højt som muligt.

Lavajord og mineralitet

Jordbunden på Etna er skabt af vulkansk aktivitet, men den er langt fra ens overalt. Der findes både sandet aske, grus, sten og nedbrudte lavamaterialer. Markernes alder, hældning og jorddybde varierer, og det ændrer, hvor let vand kan trænge ned, hvor meget vand der bliver til rådighed, og hvordan rødderne udvikler sig.

Mange Carricante-vine beskrives som mineralske, salte eller stenede. Det er nyttige ord for sanseoplevelsen: en stram smag, en tør eller saltfornemmet afslutning og undertiden en duft, der minder om flint. De fortæller ikke, at man direkte smager basalt, lava eller bestemte mineraler fra jorden. Jordbunden påvirker vinen gennem forholdene for planten, men en stenart kan ikke oversættes til en bestemt aroma.

Den vulkanske jord er altså vigtig, fordi den er en del af markens samlede miljø. Det er samspillet med højde, regn, sol, dyrkning og valg i kælderen, der bestemmer vinens endelige udtryk.

Etnas forskellige sider

Østsiden vender mod Det Ioniske Hav og får mere regn og vind end mange af de andre skråninger. Her har Carricante en særlig stærk historisk forankring. Markerne omkring Milo ligger på denne side af vulkanen, hvor fugtigere, køligere forhold og havets indflydelse kan give langsom modning og fint afstemt syre. Milo er samtidig det særlige område for Etna Bianco Superiore.

Mod sydøst findes solrige marker med havbriser og gode muligheder for at modne druen. Sydvestsiden ligger længere fra havet og har generelt mere sol, mindre nedbør og store temperaturforskelle mellem dag og nat. Højden kan her være med til at bevare friskheden i et ellers varmt miljø. På nordsiden, som især er kendt for Nerello Mascalese, dyrkes der også Carricante, blandt andet i højtliggende marker omkring Castiglione di Sicilia.

Disse forskelle påvirker mere end druernes modenhed. En kølig, langsom modning kan give en finere og mere spændstig frugtprofil, mens en varmere mark kan give mere moden frugt og bredere fylde. Markens præcise placering betyder dog mere end et enkelt kompasord. To parceller på samme side af Etna kan have helt forskellig højde, jorddybde og vandtilgang.

Aromaer og duft

Unge Carricante-vine dufter ofte af citron, citrusskal, grønne eller gule æbler og hvide blomster. Appelsinblomst er et særligt genkendeligt indtryk. I nogle vine kommer også pære, fersken, friske urter, anis eller mandel. Frugten kan være meget diskret i en stram, ung vin og mere åben i en moden eller fyldigere udgave.

Druen hører ikke til de stærkt aromatiske sorter. Duften udvikler sig i samspillet mellem druerne og gæringen, og en del af aromastofferne findes i druen som bundne forstadier. Undersøgelser af Carricante-druer har blandt andet registreret forbindelser i grupperne terpener og norisoprenoider. Det er en del af forklaringen på, at det færdige duftbillede kan ændre sig under både gæring og lagring. Det er ikke en opskrift på, at alle vine kommer til at dufte ens.

Flint, røg og en salt havbrise bruges også som smagsbeskrivelser, især om vine fra Etna. De kan være præcise sanseord, men siger ikke alene noget om, hvor aromaerne kommer fra. Gæring, iltpåvirkning og flaskelagring kan ændre duften markant.

Syre, alkohol og struktur

Carricante forbindes især med friskhed. Syren kan være høj og føles fast helt ud i eftersmagen, også når frugten er moden. Det giver vinen en tør, præcis karakter. En typisk tør udgave er strågul, ofte med et grønligt skær som ung. Fylden ligger ofte omkring middel, men koncentration, alkohol og lagring kan gøre vinen mere bred og tæt.

Druens sukkerudvikling og syrens fald følger ikke en fast skabelon. Højde, årgang, udbytte og høsttidspunkt påvirker begge dele. Derfor kan nogle vine virke lette og skarptskårne, mens andre er mere modne, varme og fyldige uden at miste syren. Det forklarer, hvorfor Carricante både kan være en livlig hvidvin til skaldyr og en mere kompleks vin til mad med større intensitet.

Som almindeligt hvidvinificeret drue giver Carricante beskeden tannin. Tannin er de stoffer, der kan gøre munden tør og let ru. En tydelig bitterhed eller et fastere greb i en skindgæret udgave kommer i højere grad fra udtræk under vinifikationen end fra den klassiske, klare hvidvinsstil.

Presning og den friske stil

Den mest ligefremme vej til Carricante er at presse de høstede druer skånsomt og gære mosten uden længere kontakt med skallerne. Det begrænser udtræk af bitre og garvestofholdige forbindelser og lader syre, citrus og de fine blomsteraromaer stå tydeligt. Producenten kan afstilke klaserne først eller presse dem hele. Begge fremgangsmåder bruges på Etna.

Efter presningen kan mosten få lov til at bundfælde, så grove partikler fjernes inden gæringen. Et relativt køligt og kontrolleret gæringsforløb i ståltank er almindeligt. Stål tilfører ingen fadsmag, og det gør det lettere at bevare et rent og frugtpræget udtryk.

Det er dog ikke sådan, at ståltank altid giver den bedste Carricante. En vin med stor syre og koncentration kan tåle en anden behandling, mens en mere delikat vin hurtigt kan få sine fine aromaer overdøvet. Presning og klaring er de første vigtige valg, når producenten bestemmer, hvor stram eller fyldig vinen skal blive.

Gæring og gærs betydning

Ved alkoholgæringen omsætter gæren druernes sukker til alkohol og danner samtidig en lang række duftstoffer. Carricante kan gæres med udvalgte gærkulturer eller med de gærceller, som følger med druer og kældermiljø. Temperatur og gærvalg påvirker, hvor meget vinen kommer til at dufte af frisk frugt, blomster og de mere gærdannede aromaer.

Det er også undersøgt direkte på Carricante. I en undersøgelse offentliggjort i 2025 blev forskellige lokale gærarter sat til mosten i en bestemt rækkefølge. Når Hanseniaspora uvarum indgik i gæringen, fik de undersøgte vine et højere indhold af estere, som er en gruppe forbindelser, der ofte bidrager til frugtagtig duft. Med Starmerella bacillaris ændrede indholdet af andre aromatiske alkoholer sig. Resultatet viste, hvor meget gærvalget kunne flytte aromaerne i netop disse gæringer.

Det er en god forklaring på, hvorfor to Carricante-vine fra samme type voksested ikke behøver at dufte ens. Gæringen er ikke blot en teknisk proces, der skaber alkohol. Den former en vigtig del af vinens eget sprog.

Syreomdannelse og balance

Carricantes markante syre har i århundreder været noget, vinbønderne måtte arbejde med. I gamle beskrivelser af Etnas hvidvine fortælles om vin, der blev liggende på bundfaldet i træfade hen over vinteren. Når vejret blev varmere, kunne den skarpe syre blive mere afrundet. I dag kan man forklare en del af denne udvikling med malolaktisk omdannelse.

Ved den proces omdanner mælkesyrebakterier æblesyre til den mildere mælkesyre. Den samlede syre falder, og vinens kant bliver rundere. Der kan også opstå nye aromatiske nuancer. For Carricante kan det være en måde at samle en meget syrlig vin på, især hvis druerne er dyrket og høstet under kølige forhold.

Andre producenter undgår omdannelsen for at bevare druens stramme, friske udtryk. Det kan gøres ved at holde vinen kølig, styre svovlniveauet og filtrere efter behov. Begge valg findes i nutidige Carricante-vine. Spørgsmålet er, hvilken syre, modenhed og fylde mosten allerede har, og hvor producenten vil hen med vinen.

Bærme og fad

Når en Carricante bliver liggende på den fine bærme efter gæringen, får den kontakt med døde gærceller og andre små partikler fra vinfremstillingen. Med tiden frigives blandt andet stoffer, som kan give en blødere mundfornemmelse og mere sammenhæng i smagen. Det er især nyttigt i en vin, hvor syren ellers står meget tydeligt frem.

Nogle vinmagere rører bærmen op med mellemrum. Det kaldes bâtonnage og øger kontakten mellem vin og bundfald. Andre lader den ligge uforstyrret. Lagring på bærmen kan tilføre toner af brøddej eller nødder, men resultatet afhænger af tid, temperatur og håndtering. Det er ikke det samme som at tilsætte sødme.

Carricante kan lagres på stål, beton, store brugte træfade eller mindre egetræsfade. Stål holder gerne udtrykket rent og frugtpræget. Træ kan give en langsommere iltudveksling og mere afrundet struktur. Nye fade kan også tilføre ristede og krydrede dufte. Fordi Carricantes egen aroma ofte er forholdsvis fin, får fadets størrelse, alder og andel en tydelig betydning.

Skindkontakt og ilt

Carricante bruges først og fremmest til hvidvin, hvor skallerne fjernes omkring presningen. Men der findes også udgaver, hvor mosten gærer eller trækker sammen med skallerne i længere tid. Det er samme grundidé som ved skindgæret hvidvin, ofte kaldet orangevin. Druernes skaller indeholder farve- og garvestofholdige forbindelser, som i større grad kommer med over i vinen, når kontakten varer længere.

Skindkontakt kan gøre farven mere gylden eller orange og give et mere mærkbart greb i munden. Samtidig kan citrusfrugten få selskab af teagtige, tørrede eller mere krydrede indtryk. Det er en anden oplevelse end den helt klare, stålgærede Carricante. En konkret siciliansk udgave laves med omkring to ugers skindkontakt og efterfølgende malolaktisk omdannelse.

Ilten skal styres gennem hele forløbet. For meget ilt kan dæmpe den friske frugt og give en træt eller brunet karakter, mens kontrolleret iltkontakt under modning kan få struktur og aroma til at falde på plads. Længere skindkontakt giver derfor ikke bare mere smag, men også andre krav til kælderarbejdet.

Etna Bianco og blandinger

Carricante er den centrale hvide drue i Etna DOC. En Etna Bianco skal indeholde mindst 60 procent Carricante. Den øvrige del er ofte Catarratto, som kan give vinen lidt mere fylde og en rundere frugtfornemmelse. Historisk blev Carricante også blandet med lokale hvide druer som Minnella Bianca og Inzolia. Blandingerne kan samle flere sider af Etnas hvidvinsstil i samme glas.

Etna Bianco Superiore har skrappere krav til druesammensætning og oprindelse. Mindst 80 procent skal være Carricante, og druerne skal komme fra det afgrænsede område ved Milo på vulkanens østlige side. Ordet Superiore betegner altså en konkret oprindelse og et regelsæt, ikke blot en mere koncentreret udgave af almindelig Etna Bianco.

Carricante findes også som vin på 100 procent af sorten. Her træder dens egen syre, citrusfrugt og ofte lidt tilbageholdende duft tydeligere frem. Når etiketten i stedet nævner Terre Siciliane IGT, kan vinen komme fra andre steder på Sicilien og være fremstillet efter andre geografiske regler end Etna DOC. Det åbner for både klassisk, fadpræget og mere eksperimenterende Carricante.

Mousserende Carricante

Carricantes naturligt høje syre gør den også interessant til mousserende vin. Syren får boblerne til at virke friske og holder smagen levende, mens gæring og lagring kan give en anden bredde end i en almindelig tør hvidvin. Der findes sicilianske mousserende vine på Carricante, også fremstillet med traditionel flaskegæring.

Ved flaskegæring tilsættes en afmålt mængde sukker og gær til basisvinen. Kulsyren fra den nye gæring bliver i flasken og skaber boblerne. Når vinen efterfølgende ligger på gærresterne, kan den udvikle indtryk af brød, kiks og nødder ved siden af druens citrus og blomster. En kortere lagring bevarer mere af den umiddelbare frugt; længere tid kan give dybere gæraromaer.

Her er et vigtigt skel på etiketten: Etna DOC Spumante har en anden druesammensætning end Etna Bianco. Den officielle betegnelse for mousserende Etna-vin kræver mindst 80 procent af den blå drue Nerello Mascalese, selv når vinen fremstilles som hvid. En mousserende vin på Carricante kan derfor være en helt reel Etna-vin i geografisk forstand uden at være Etna DOC Spumante.

Flaskelagring og modenhed

Ung Carricante er ofte præget af citrus, grønne æbler, blomster og en fast syre. Med et par års flaskelagring kan frugten få et mere modent præg, og der kan komme indtryk af gule æbler, voks, nødder, tørrede urter eller honning. Nogle udviklede udgaver får en let petroleumsagtig duft, som også kendes fra andre syrerige hvidvine. Det er en mulighed i druens udvikling, ikke et kendetegn ved alle flasker.

Evnen til at lagre afhænger især af druernes koncentration, syre, vinfremstilling og forholdene i flasken. En let, ukompliceret Carricante kan være mest indbydende, mens den stadig har frisk frugt. En tættere vin fra et vellykket voksested kan udvikle sig positivt over betydeligt længere tid.

Under lagring bliver den første, skarpe syreoplevelse ofte bedre integreret med vinens øvrige smag. Syren forsvinder dog ikke bare, fordi flasken bliver ældre. Opbevaring mørkt, køligt og ved stabil temperatur er vigtig, hvis vinen skal udvikle sig roligt. Der findes ikke én alder, hvor Carricante altid er bedst.

Servering og mad

En tør, ung Carricante kommer ofte bedst til sin ret omkring 10-12 °C. Er den meget kold, bliver citrusfrugten og de fine blomsterdufte svære at opfange. En fyldigere eller lagret udgave kan med fordel få et par grader mere. Et almindeligt hvidvinsglas med plads til at slynge vinen giver aromaerne bedre mulighed for at folde sig ud.

Syren gør Carricante velegnet til mad med friskhed og fedme. Tænk på grillet fisk med citron, stegte blæksprutter, rejer, sardiner, friturestegt fisk og pasta med skaldyr. Syren skærer gennem olie, smør og stegeskorpe, mens den ofte salte fornemmelse passer til havets råvarer. Grønne retter med artiskok, squash eller friske urter kan også fungere, især når vinen ikke er meget fadpræget.

En fyldigere Carricante med bærmekontakt eller fad kan bære cremede fiskeretter, lyst kød og mildere faste oste. En skindgæret udgave har mere greb og kan passe til svampe, grillede grøntsager og krydrede retter. Mousserende Carricante serveres køligere, ofte omkring 6-8 °C, og er oplagt til sprøde, stegte anretninger. De fleste unge vine behøver ikke dekantering, men en koncentreret flaske kan åbne sig, når den får lidt tid i glasset.

Sammenligning med andre druer

Carricante bliver ofte sammenlignet med Riesling. Begge kan have markant syre, tydelig citrusfrugt og evnen til at udvikle komplekse aromaer med alderen. Riesling har ofte en mere direkte, blomstrende eller frugtintens duft, mens Carricante typisk virker mere afdæmpet aromatisk og kan have en fastere, let saltfornemmet afslutning. Petroleumsagtige toner i modne flasker er heller ikke forbeholdt Riesling.

På Sicilien er Catarratto det mest nærliggende sammenligningspunkt. Catarratto bruges ofte til at runde Etna Bianco af med frugt og fylde, hvor Carricante især trækker på syre og spændstighed. Chardonnay kan minde om Carricante, når begge druer får tid på bærmen eller træfade, men fadpræget fortæller mere om kælderen end om druernes slægtskab. Carricantes høje syre er ofte det tydeligste skel i en sådan sammenligning.

I en blindsmagning er en tør, lys hvidvin med citron, æble, diskrete blomster og lang syre et godt sted at begynde, hvis man overvejer Carricante. Aroma og struktur påvirkes dog også af klima, høst og vinifikation. Kombinationen af træk er mere sigende end én enkelt duft.