Welschriesling
En selvstændig hvidvinsdrue
Welschriesling er en grønliggul drue af arten Vitis vinifera. Den har en lang historie i Centraleuropas vinmarker og bliver brugt til alt fra let, tør hvidvin til mousserende vin og koncentrerede søde vine. Druen er især interessant, fordi den både kan bevare en livlig syre og give meget forskelligt udtryk alt efter, hvor moden frugten er ved høsten, og hvordan vinen bliver lavet.
Det tyske navn kan snyde. Welschriesling er ikke en variant af den velkendte Riesling fra Rhinområdet og har heller ikke et påvist nært slægtskab med den. I glasset er Welschriesling ofte mindre højlydt aromatisk. Til gengæld kan dens blanding af æblefrugt, syre og en fin bitterhed give vin med et tydeligt, selvstændigt præg.
Mange navne på den samme drue
Det er let at møde Welschriesling uden at opdage det. I Kroatien står der Graševina på etiketten, mens ungarerne bruger Olaszrizling. I Slovenien hedder den laški rizling, i Tjekkiet ryzlink vlašský og i Slovakiet rizling vlašský. I Italien optræder den som Riesling Italico, og i Serbien bruges blandt andet navnet Grašac. Det er lokale navne for samme druesort, ikke forskellige grene af Riesling.
Ordene »welsch«, »olasz« og »vlašský« har historisk været forbundet med det fremmede eller italienske. De siger mere om, hvordan druen blev opfattet og navngivet på tværs af sprogområder, end de siger om vinens stil. Et kroatisk glas Graševina kan således have mere tilfælles med en ungarsk Olaszrizling end med en tysk Riesling, selv om navnene antyder det modsatte.
Historien i Centraleuropa
Welschriesling var allerede veletableret i Steiermark i 1800-tallet. En beskrivelse fra 1850 omtaler den som en populær drue i området, og senere i århundredet blev dens udbredelse i de østrigsk-ungarske vinlande beskrevet indgående. Sortens historie hænger derfor tæt sammen med de gamle vinområder på begge sider af de nuværende landegrænser.
I Kroatien fik Graševina en fremtrædende plads i Slavonien efter vinlusens ødelæggelser i slutningen af 1800-tallet. Da vinmarkerne blev genplantet, ændrede druesammensætningen sig, og Graševina blev en vigtig del af den nye vinproduktion. I Østrig blev Welschriesling officielt anerkendt som kvalitetsvinsdrue i 1972. Dens lange levetid i regionen forklarer også, hvorfor den har fået så mange forskellige navne og lokale traditioner.
Slægtskab og forædling
Welschriesling er genetisk en anden drue end Riesling. Elbling hører til dens nærmeste kendte slægtninge, og genetiske undersøgelser har identificeret Blauer Hudler, også kendt som Coccalona nera, som en forældresort. Det er en anden type viden end gamle fortællinger om, hvor planten først voksede; DNA kan vise slægtskab uden i sig selv at fortælle hele druens vandringshistorie.
Welschriesling har også været brugt i målrettet forædling. I 1922 blev den krydset med Orangetraube ved vinforsøgsstationen i Klosterneuburg i Østrig. Resultatet blev den hvide drue Goldburger. En sådan krydsning skaber en ny sort, mens en klon er en udvalgt plante inden for den eksisterende sort. Den forskel betyder noget, når man læser om nyere udvalg af Welschriesling i vinmarken.
Hvor den dyrkes
Welschriesling hører hjemme i det centrale og sydøstlige Europas nutidige vinlandskab. Kroatien dyrker den under navnet Graševina, Ungarn under Olaszrizling og Østrig under Welschriesling. Den har også en væsentlig plads i Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet og Serbien og findes i mindre omfang i blandt andet Italien og Rumænien.
I Østrig var der omkring 2.900 hektar Welschriesling i 2020. De vigtigste områder var Niederösterreich, Burgenland og Steiermark, og druen var på det tidspunkt landets næstmest plantede hvide sort efter Grüner Veltliner. De største kroatiske tyngdepunkter ligger i landets indre vinområder, især Slavonien og langs Donau. I Ungarn er Balatonsøens nordlige bred tæt knyttet til druen, mens den i slovenske Štajerska og tjekkiske Mikulov er en af de sorter, der præger den lokale vinkultur.
Vinstokken, bladene og klaserne
Welschriesling skyder sent, blomstrer sent og modner sent i den østrigske sortsbeskrivelse. Den lange vækstsæson gør en god afslutning på sommeren vigtig for druernes endelige modenhed. Dyrkningsforløbet ændrer sig med årgang og sted; i en varmere sæson når bærrene de samme modningsstadier tidligere end i en kølig.
Væksten er normalt middelstærk og forholdsvis opret. Bladene er ofte femlappede med tydelige takker i kanten. Klaserne er mellemstore, langstrakte og tætte, ofte med små sidegrene. De runde bær er gulgrønne med forholdsvis tynd skal og lyst, saftigt frugtkød. Selve druebærrets smag er forholdsvis neutral. Mange af de nuancer, som gør vinen genkendelig, udvikles først gennem druernes modning og arbejdet i kælderen.
I nyere undersøgelser af udvalgte Welschriesling-typer er der fundet forskelle i blandt andet vækst, udbytte, modning, magnesiumforsyning og druernes aromatiske egenskaber. Nogle udvalg giver færre druer eller modner senere end andre. De forskelle kan blive interessante, når dyrkere skal tilpasse sig varmere vækstsæsoner. En klon er stadig Welschriesling; den genetiske variation ændrer ikke sortens grundlæggende identitet.
Klima, beliggenhed og jord
Den sene modning giver Welschriesling brug for varme og sol nok til at få sukker og smag på plads. En lun, godt eksponeret skråning kan hjælpe druernes modning i en kølig region. I varmere egne bliver udfordringen snarere at bevare spændstighed og undgå, at frugten mister sit friske præg. Derfor siger en regions gennemsnitstemperatur mindre end samspillet mellem sol, nætter, høsttidspunkt og vandforsyning.
Sorten trives blandt andet på dybe, veldrænede jorder med adgang til vand og næringsstoffer. Den tåler kalkholdig jord og stiller særlige krav til sin magnesiumforsyning. Magnesium indgår i plantens centrale vækstprocesser, og utilstrækkelig optagelse kan give synlige mangelsymptomer. Jordens struktur betyder noget for, hvor let rødderne får vand og næring. Kalk, sandsten eller vulkansk sten skal derimod ikke forstås som en direkte opskrift på bestemte dufte i vinen.
Frost, sygdomme og høst
Den sene knopskydning kan placere en del af den tidlige vækst senere på foråret, men Welschriesling kommer svagt igen efter egentlige frostskader på de nye skud. Den har middel modstandskraft mod vinterfrost. I østrigske sortsbeskrivelser vurderes modstandskraften mod falsk meldug som middel og mod ægte meldug som svag. De tætte klaser gør god luft omkring frugten relevant, især hvis høsten trækker ud i fugtigt vejr.
Druen kan give regelmæssige og forholdsvis store udbytter. Det er en fordel for den, der vil lave frisk vin til en rimelig pris, men stor druebelastning kan gøre det sværere at nå fuld modenhed i en kølig sæson. I et treårigt forsøg i slovenske Štajerska gav kraftig udtynding af klaser målbare kvalitetsforskelle i de to køligere forsøgsår, mens der ikke blev fundet samme effekt i det varmere år. Det viser, hvorfor udbytteregulering skal vurderes sammen med sæsonen i stedet for som en fast kvalitetsregel.
Høsttidspunktet ændrer stilen
Når Welschriesling bliver høstet med moderat sukkerindhold og stadig tydelig syre, egner den sig til lette, sprøde vine. Frugten peger ofte mod grønt æble og citrus. Får druerne længere tid på planten, kan de opbygge mere sukker og give vin med højere alkohol, større fylde og et mere modent frugtpræg. Syren er stadig en vigtig del af balancen, men virker anderledes, når den står sammen med mere ekstrakt og alkohol.
De sene sorter er særligt afhængige af, hvordan efteråret falder ud. En kølig og våd afslutning kan presse høstbeslutningen frem, før frugten er helt udviklet. En lun og tør periode giver større frihed til at vælge mellem tidlig høst til frisk vin og senere høst til mere koncentrerede udtryk. Welschriesling bruges også til senhøstede og selekterede søde vine, hvor druerne får lov til at opnå en helt anden koncentration.
Duft og smag
En ung, tør Welschriesling kan dufte af grønt æble, citron, lime, stikkelsbær og friske blomster. Nogle vine har også strejf af hø, urter eller hvid fersken. Det er som regel en ret afdæmpet aromatik sammenlignet med meget parfumerede druer. Netop derfor er forskellen mellem grøn, stram frugt og mere moden, gylden frugt ofte let at mærke.
Fra Kroatien og Ungarn kendes en karakteristisk tone af mandel, mandelblomst eller nødder. I mange tørre udgaver følger en diskret bitterhed efter frugten i munden. Den kan minde om mandelskal eller det hvide i en citrusskal og fungerer bedst, når den er en lille modvægt til syrens friskhed. Ved senere høst optræder også modne æbler, stenfrugt, blomsterhonning og tørret frugt. I søde vine med ædelråd kan duften blive mere intens med honning og eksotisk frugt.
Syre, fylde og alkohol
Syren er en af Welschrieslings vigtigste egenskaber. Den kan give en rank og mundvandsdrivende smag, også når druens duft er forholdsvis stille. Let, tør Welschriesling er ofte slank til mellemfyldig, lys i farven og med begrænset tannin. Fyldigere udgaver kan have mere alkohol, større tæthed og en blødere oplevelse af syren. Det hænger både sammen med druernes modenhed og med, hvor meget struktur vinmageren bygger op i kælderen.
Den let bitre afslutning er et andet pejlemærke. Den adskiller bitterhed fra tannin: bitterhed mærkes som smag, mens tannin især tørrer og griber i mundens slimhinder. I almindeligt presset hvidvin er tanninpræget beskedent; længere kontakt med skaller og kerner kan gøre det tydeligere. Søde Welschriesling-vine kan være fyldige og tætte, men deres syre hjælper med at holde den høje restsødme i bevægelse.
Presning og gæring
Til den klassiske, friske stil bliver druerne normalt presset, så mosten kan gæres adskilt fra skallerne. Rustfrit stål er udbredt, fordi beholderen ikke tilfører fadsmag, og fordi temperaturen er let at styre. Kølig, kontrolleret gæring kan bevare de flygtige frugtnuancer, som gør unge vine livlige. Druens egen forholdsvis diskrete aromatik giver plads til at mærke både frugtkvalitet og gæringens præg.
Vinmageren kan vælge en kultur af vingær eller lade de naturligt tilstedeværende gærstammer sætte forløbet i gang. Valget påvirker ikke kun, hvor sikkert sukkeret omsættes til alkohol, men også hvilke duftstoffer der dannes. Til en tør Welschriesling gæres det meste af sukkeret væk. Skal vinen beholde sødme, må gæringsforløbet styres, så der bliver restsukker tilbage. Den samme drue kan derfor ende som knastør, let frugtig hvidvin eller sød, koncentreret vin.
Gær, thioler og malolaktisk omdannelse
En del af Welschrieslings frugtduft kommer fra stoffer, der bliver dannet eller frigivet under gæringen. Blandt dem er estere, som kan løfte indtrykket af frisk frugt, og flygtige thioler, som også er kendt fra andre hvide druesorter. Analyser af slovenske Welschriesling-vine har påvist thioler i koncentrationer, der kan være relevante for duftoplevelsen. Druen er altså ikke blot neutral most, som gæringen giver en vilkårlig smag.
Også bakterier kan ændre udtrykket. Ved malolaktisk omdannelse bliver den skarpere æblesyre omsat til blødere mælkesyre. I et kontrolleret forsøg med Welschriesling ændrede denne proces samtidig mængden af flere målte thioler: ét steg, et andet faldt. Forsøget viser, at processen kan påvirke mere end syren alene; resultatet afhænger af de konkrete gæringsforhold og mikroorganismer. En vinmager, der ønsker den mest ligefremme, sprøde stil, kan i stedet bevare vinens oprindelige æblesyre.
Skindkontakt, bærme og træ
Welschriesling kan også fremstilles med længere kontakt mellem most, skaller og kerner. Hvor almindelig hvidvinsproduktion fjerner skallerne tidligt, lader skindgæring mere farve og flere fenoliske stoffer komme med i vinen. Resultatet kan få en dybere gylden eller ravfarvet tone og et mere markant greb i munden. Et forsøg med Graševina fra Kutjevo viste, at lang skindkontakt ændrede vinens fenolindhold tydeligt. I forsøget blev den iltede karakter særligt fremtrædende i den version, hvor mosten ikke blev beskyttet med svovl under den første behandling.
En anden vej til mere fylde er lagring på bærmen, de fine gærrester efter gæringen. Længere kontakt kan give en rundere fornemmelse uden at skjule druen bag træ. Store, brugte fade kan tilføre langsom udvikling med begrænset egentlig fadsmag, mens mindre eller nye fade kan gøre træets aroma mere tydelig. I den type vine bliver Welschriesling mindre et spørgsmål om sprød æblefrugt og mere om samspillet mellem syre, tekstur og den måde, vinen får lov at udvikle sig på.
Østrig: frisk hvidvin og Sekt
I Østrig dyrkes Welschriesling især i Niederösterreich, Burgenland og Steiermark. I Steiermark har den længe været knyttet til de lokale Buschenschank-værtshuse, hvor let og tør vin drikkes ung. Her giver den gerne grønne æbler, citrus og frisk syre. Den er også en vigtig drue i de sydlige og sydøstlige dele af delstaten, selv om andre sorter kan få mere opmærksomhed uden for området.
Længere mod nord, i Weinviertel, har Welschriesling været brugt som grundvin til Sekt. Druens syre og forholdsvis rolige duft er en fordel, når vinen skal gennem en ny gæring og have bobler. Grundvinen skal bidrage med friskhed frem for en dominerende smag, så fremstillingsmetoden kan få sin egen plads. Ikke al østrigsk Welschriesling er dog let og hurtigt drukket. Længere lagring på gærrester og omhyggelig udvælgelse af druer kan give tørre vine med større dybde og bedre udviklingsmuligheder.
Burgenland: sødme og ædelråd
Omkring Neusiedlersee i Burgenland viser Welschriesling en helt anden side. Her kan varme sensomre, fugt fra søen og tågede efterårsmorgener skabe betingelser for ædelråd, også kaldet botrytis. Svampen påvirker skallen, så bærrene mister vand og skrumper. Sukker, syre og smagsstoffer bliver dermed koncentreret. Det kræver omhyggelig sortering, for druerne rammes ikke ens, og vejret skal passe.
Welschriesling bruges til søde Prädikatswein-typer som Beerenauslese og Trockenbeerenauslese. Den indgår også blandt de vigtige druer til Ruster Ausbruch fra Rust ved søens vestside. I denne særligt beskyttede vintype skal botrytispåvirkede, indskrumpede bær udvælges ved håndhøst, og vinen skal være sød. Smagen kan have honning, tørret frugt og et mere eksotisk præg, mens syrens friskhed holder sødmen i balance. Det er en grundlæggende anden stil end den lette, tørre Welschriesling fra samme land.
Kroatien: Graševina fra Slavonien
I Kroatien er Graševina en af de mest betydningsfulde druer, især i det kontinentale indland. Slavonien er et vigtigt centrum, og tre navne går igen, når man taler om områdets forskellige udtryk: Kutjevo, Baranja og Ilok. Druens evne til at give stabile høster har været med til at gøre den udbredt, men det er forskellene mellem voksestederne, som viser dens spændvidde.
I Kutjevos bakkede vinmarker er der tradition for Graševina med livlig syre, saftig æblefrugt og et urteagtigt strejf. Baranja ligger længere mod øst ved Donau og har varme somre. Her får vinene ofte mere moden frugt, højere alkohol og større fylde. Ilok, også ved Donau, forbindes oftere med friskere, lettere udtryk. Forskellene er regionale tendenser, som både høsttidspunkt og vinmagerens arbejde kan forstærke eller udviske.
Graševina er samtidig meget mere end en enkel hverdagsvin. Den bruges til tørre vine med seriøs struktur, til mousserende udgaver og til senhøstede vine, hvor syren kan bære en betydelig sødme. Nogle producenter arbejder med længere skindkontakt eller lagring på træ og bærme. Den let bitre afslutning er ofte genkendelig, også når vinen får mere fylde.
Ungarn: Olaszrizling ved Balaton
I Ungarn hedder druen Olaszrizling, og den har en særlig stærk tilknytning til Balatonsøens nordlige bred. Badacsony, Balaton-felvidék og Balatonfüred-Csopak er blandt de centrale områder. Landskabet er varieret med bakker, skråninger og forskellige jordtyper. Derfor kan vinene ændre karakter over ganske korte afstande, ikke fordi en bestemt sten giver en bestemt aroma, men fordi jordens dræning, eksponering og klima påvirker planternes vandforsyning og modning.
Den friske, unge Olaszrizling kan være let, citruspræget og ret diskret i duften. Den kan også fremstilles som en fyldig og mere teksturrig hvidvin med toner af mandel, nødder og moden frugt. I den modne stil er syren ikke altid lige skarp, og vinens bredde får større betydning. Ungarsk Olaszrizling bliver derfor både drukket ung og fremstillet med henblik på nogle års udvikling.
Csopak har en særlig lokal vinstil, hvor Olaszrizling er hoveddruen. Reglerne tillader også en mindre andel Furmint på op til 15 procent. Furmints syre kan spille sammen med Olaszrizlings mere afdæmpede aromatik og karakteristiske mandelpræg. Det er et konkret eksempel på, at druen både kan stå alene og indgå i en lokal blanding med en klar idé bag.
Slovenien: laški rizling
På slovenske etiketter hedder Welschriesling laški rizling. Den er den mest plantede sort i vinregionen Štajerska i den nordøstlige del af landet. Regionen rummer kølige bakker og mere lune voksesteder, og druen får et forskelligt udtryk alt efter, hvor godt frugten modner. Dens sene modning betyder, at placeringen i landskabet og høsten i efteråret får særlig vægt.
De unge vine har ofte en ligefrem duft af æble og citrus. Når frugten er mere koncentreret, og vinen får tid, kan blomster, især lindeblomst og akacie, træde tydeligere frem. Søde specialvine kan få toner af tørret frugt, mandel, valnød og honning. Slovenien har også tradition for at bruge sorten som grundlag for mousserende vin.
Arbejdet med udbytte er relevant netop her. I nogle kølige år kan færre klaser hjælpe planten med at modne frugten mere fuldstændigt. I varme år kan virkningen være en anden. Det er forklaringen på, at de bedste resultater ikke kommer fra én fast beskærings- eller udtyndingsopskrift, men fra at tilpasse arbejdet til sæsonen.
Mähren: ryzlink vlašský
I Tjekkiet er Welschriesling kendt som ryzlink vlašský og har en stærk plads i Sydmähren, især omkring Mikulov. Området ligger i et landskab af kalkholdige bakker og vinmarker med forskellig hældning og eksponering. En god placering hjælper den sent modne drue med at få både frugtfylde og bevaret syre.
Vinene herfra beskrives ofte med en frisk, markant syre og en frugtighed, som kan minde om stikkelsbær, æble og citrus. Mere koncentrerede udgaver kan have større fylde og et længere liv på flaske. Nogle fremstilles med træ eller længere modning, mens andre netop bliver lavet for at bevare et friskt og ligefremt udtryk.
Navnet ryzlink vlašský kan let forveksles med ryzlink rýnský, som er den tjekkiske betegnelse for Riesling. De to druer har forskellig botanisk identitet. Når vinene smages ved siden af hinanden, er Welschrieslings mere afdæmpede duft og eventuelt let bitre afslutning nyttige pejlemærker, mens Riesling ofte har et mere karakteristisk og intenst frugt- og blomsterpræg.
Mousserende vine og blandinger
Welschriesling er en anvendelig drue til mousserende vin, fordi den kan give en syrefrisk grundvin uden for kraftig egenaroma. I dele af Østrig, særligt omkring Weinviertel, har den været anvendt til Sekt. Også i Slovenien indgår den i produktion af mousserende vine. Når en vin gæres anden gang for at danne bobler, ændrer den oplevede balance sig: kulsyren skærper indtrykket af friskhed, mens eventuel lagring på gærrester kan føje mere brødpræget og afrundet karakter til den oprindelige frugt.
Den samme syre gør Welschriesling brugbar i blandinger af stille hvidvin. Den kan give rygrad til druer med en blødere smag uden selv at dominere med parfumerede aromaer. I Østrig har sorten været anvendt i blandinger netop for syrebidraget. Omvendt kan en lille andel af en mere syreintens eller aromatisk drue ændre, hvordan Welschriesling opleves.
I Csopak i Ungarn viser muligheden for at blande en begrænset mængde Furmint i Olaszrizling, hvordan lokale regler og stiltraditioner kan arbejde med druerne som partnere. Det færdige udtryk afhænger stadig af blandingsforholdet, druernes modenhed og vinens fremstilling.
Lagring og udvikling med alder
En let, tør Welschriesling, som er fremstillet i stål med fokus på frisk frugt, er ofte mest levende i sin ungdom. Her er det grønt æble, citrus og den klare syre, der gør oplevelsen. Efterhånden som de mest flygtige frugtaromaer dæmpes, kan den type vin miste noget af det, den oprindeligt var lavet for. En frisk stil er derfor ikke nødvendigvis en vin, der vinder ved lang lagring.
Mere koncentreret frugt, et godt syreniveau og omhyggeligt kælderarbejde kan give helt andre muligheder. Fyldigere tørre vine kan udvikle et mere nøddeagtigt, blomsterpræget og afrundet udtryk over nogle år. En vin med længere bærmekontakt eller lagring på større fade kan også ændre sig langsommere i glasset og på flasken. Det er dog vinens konkrete balance og fremstilling, der afgør udviklingen, ikke druenavnet alene.
Søde udgaver har ofte gode forudsætninger for at ældes, når koncentreret sukker ledsages af syre og en sund fremstilling. Botrytispåvirkede vine kan med tiden bevæge sig mod tørret frugt, honning og nødder. Opbevaring bør ske mørkt og ved en stabil, kølig temperatur. Der findes ikke ét fornuftigt drikkevindue, som gælder både en enkel, tør Welschriesling og en stor, sød Ruster Ausbruch.
Servering og mad
Til en ung, tør Welschriesling er cirka 8–10 °C et godt udgangspunkt. En meget let udgave kan serveres en smule køligere, mens en fyldigere eller lagret vin typisk åbner sig bedre omkring 10–12 °C. Bliver vinen serveret iskold, kan både frugt og fine nuancer forsvinde bag kulden. Et almindeligt hvidvinsglas med let indsnævring i toppen er velegnet. De fleste friske udgaver behøver ingen dekantering; mere teksturrige vine kan have glæde af kort tid i glasset.
Tør Welschriesling passer godt til fisk, lyst kød og grøntsager, når retterne ikke er tungere end vinen. Dens syre frisker op efter fedme og kan fungere fint til stegt fisk med citron, grøntsagstærte eller kylling med urter. Den lille bitterhed i afslutningen kan spille sammen med ristede grøntsager og retter med mandel eller nødder. Til meget markante krydderier og tung, sød sauce kan en let tør udgave derimod virke spinkel.
Fyldigere Olaszrizling og Graševina kan ledsage svampe, svinekød, cremede grøntsagsretter og faste oste. Her er det teksturen og den modne frugt, som matcher madens vægt. En mousserende udgave egner sig til salte snacks og små, sprøde serveringer, fordi syre og bobler renser munden.
Søde vine bør matches ud fra både sødme og syre. De kan fungere til frugtdesserter, der er mindre søde end vinen, og til blåskimmelost, hvor saltet balancerer restsukkeret. Til et sødt glas med ædelråd er cirka 6–8 °C et passende udgangspunkt; lad gerne temperaturen stige lidt under serveringen, så duften kommer frem.
Sammenligning og genkendelse
Riesling er den mest oplagte drue at sammenligne Welschriesling med, fordi navnene ligner hinanden. Begge kan have frisk syre og en duft af citrus eller æble, men Riesling har ofte et stærkere aromatisk aftryk med mere tydelige blomster- og stenfrugtnuancer. Welschriesling virker oftere diskret i duften og kan afslutte med en lille mandelagtig bitterhed. Den forskel kan være tydelig i to tørre, unge vine, men modning, restsukker og vinifikation kan flytte billedet meget.
Sammenlignet med Grüner Veltliner kan Welschriesling have den samme lette, friske anvendelighed ved bordet. Grüner Veltliner kan dog vise mere karakteristisk peber og et andet krydret præg, mens Welschriesling ofte peger mod æble, citrus og mandel. Furmint er en anden relevant nabo i Centraleuropa: Den kan også være høj på syre og indgå i både tør og sød vin, men har sin egen frugtprofil og ofte en anden tyngde i munden.
Ved blindsmagning er det mest nyttigt at lede efter en kombination af afdæmpet frugt, mærkbar syre og en let bitter afslutning frem for at hænge sig i én enkelt duft. En ravfarvet, skindgæret Welschriesling eller en botrytiseret sød udgave kan dog ligge langt fra den klassiske tørre stil. Aromaerne fortæller først noget, når de sættes sammen med vinens struktur og fremstilling.