Kollektion: Frappato

Identitet og særpræg

Frappato er en blå druesort af arten Vitis vinifera. Den har sin vinmæssige hjemmebane på Sicilien og er især knyttet til Vittoria i øens sydøstlige del. Druen bruges både alene og sammen med andre sorter, først og fremmest Nero d’Avola.

Det karakteristiske er kombinationen af en ofte ret lys rubinrød farve og en usædvanligt tydelig duft. Frugt og blomster fylder meget, mens tanninerne typisk er fine og mindre markante end i mange kraftige syditalienske rødvine. Frappato kan derfor virke lettere, end dens sicilianske voksested får én til at forvente. Der findes dog også udgaver med mere fylde, mørkere frugt og tydeligere struktur. Det er stadig den samme drue; markens forhold og arbejdet i kælderen giver den forskellige udtryk.

Navne og forvekslinger

I Italiens nationale sortsregister står druen som Frappato N., hvor N. angiver, at den har mørke druer. Blandt de officielt registrerede synonymer findes Frappato di Vittoria, Frappato nero di Vittoria, Frappatu og Nero capitano. Frappato di Vittoria og Frappato nero di Vittoria knytter navnet til den by, hvor druen længe har været vigtig. Frappatu er også en siciliansk navneform.

Navnene kan gøre etiketter lidt forvirrende. Frappato er druen. Vittoria DOC Frappato er derimod en vinbetegnelse med regler for, hvor druerne dyrkes, og hvor stor en andel Frappato vinen skal indeholde. Cerasuolo di Vittoria er en anden vinbetegnelse, hvor Frappato indgår i en blanding. Frappato er heller ikke det samme som Nero d’Avola eller de sicilianske Nerello-sorter, selv om de alle bruges til rødvin på øen.

Slægtskab med Sangiovese

DNA-undersøgelser har vist et direkte forælder-afkom-forhold mellem Frappato og Sangiovese. Nyere genetiske analyser placerer Frappato blandt Sangioveses efterkommere. Det er en interessant forbindelse mellem en drue, man forbinder med Toscana, og en drue, som har sin stærkeste tradition på Sicilien.

Slægtskabet betyder ikke, at vinene smager ens. Mange Sangiovese-vine har mere mærkbar tannin og en fastere struktur, mens Frappato ofte viser sig med mere åben blomsterduft og lettere mundfornemmelse. DNA fortæller noget om druernes familie; smagen formes også af sortens egne egenskaber, voksested, modenhed og vinfremstilling. Frappato skal derfor forstås som en selvstændig sort, ikke som en siciliansk stil af Sangiovese.

Et gammelt navn i Vittoria

Forbindelsen mellem Frappato og Vittoria er veldokumenteret. Domenico Sestini beskrev vinene fra Vittoria i 1812, og i et brev fra 1890 fortalte Rosario Cancellieri, hvor dominerende Frappato var i områdets vinmarker. Han beskrev ligefrem, at en vinmark i Vittoria normalt blev forstået som en Frappato-mark, medmindre man nævnte en anden drue.

I den moderne vinhistorie kom der officielle rammer om områdets særpræg. Cerasuolo di Vittoria fik DOC-status i 1973 og blev ophøjet til DOCG i 2005. Samtidig voksede interessen for at aftappe Frappato alene frem for udelukkende at bruge den i blandinger. Fra 1980'erne var lokale vinbønder med til at vise, at druen også kunne give selvstændige, karakterfulde rødvine.

Den udvikling har ændret druens rolle. Frappato er stadig uundværlig i den historiske blanding, men druenavnet optræder nu også tydeligt på flasker, hvor dens egen duft og struktur er hovedsagen.

Udbredelse på Sicilien

Frappato dyrkes først og fremmest på Sicilien. Tyngdepunktet ligger omkring Vittoria og i den sydøstlige del af øen, særligt i og omkring Ragusa. Druen findes også andre steder på Sicilien, blandt andet i vestlige områder som Menfi og længere inde på øen omkring Regaleali. Det giver mulighed for at smage den både i det historiske kerneområde og på marker med andre højder, jordtyper og temperaturforløb.

I den italienske vinmarksoptælling fra 2010 blev Frappato registreret på 752 hektar. Tallet viser, at der er tale om en forholdsvis lille drue sammenlignet med de store internationale og italienske sorter. Dens betydning i Vittoria er dog langt større, end arealet alene fortæller: Frappato er en obligatorisk bestanddel af områdets DOCG-vin.

Også uden for Italien er der kommet enkelte aftapninger af Frappato, blandt andet fra Californien og South Australia i Australien. Produktionen er dog stadig stærkt koncentreret på Sicilien.

Der produceres både appellationsvine og vine under bredere sicilianske betegnelser. Derfor er navnet på etiketten ofte lige så vigtigt som selve druenavnet.

Blad, klase og bær

Frappato kan kendes på sine mellemstore til store, ofte femkantede blade og på de tætte drueklaser. Klaserne er typisk cylindriske eller kegleformede og kan have små sidegrene, som kaldes vinger. Spidsen bøjer ofte lidt til den ene side. Det er et af de træk, der bruges, når sorten beskrives botanisk.

Druerne er mellemstore, runde til let ovale og mørkt rødviolette ved modenhed. Frugtkødet er lyst. Farven i en rød Frappato kommer derfor i høj grad fra stoffer i skallerne under vinfremstillingen. At bærrene er mørke, betyder ikke, at vinen nødvendigvis bliver mørk.

Klasernes tæthed har praktisk betydning. Når bærrene sidder tæt, kan fugt lettere blive hængende mellem dem, og beskadigede bær kan give råd bedre betingelser. God luft omkring klaserne er derfor en vigtig del af arbejdet i marken.

Vækst, udbytte og beskæring

Frappato beskrives som en sort med middel vækstkraft og en forholdsvis stabil produktion. Den kan sætte store klaser, men frugtbarheden på de nederste knopper af skuddene er ofte lav. Det påvirker valget af beskæring. Ved en lang eller blandet beskæring kan vinbonden bevare skudstykker med flere knopper og dermed få en mere passende fordeling af frugten.

Traditionelt har man også dyrket Frappato som siciliansk alberello, altså lave, fritstående buskvinstokke. Andre marker bruger opbundne rækker og Guyot-beskæring. De forskellige systemer har hver deres måde at styre sol, luft, bladmasse og udbytte på.

Et stort udbytte betyder flere klaser, som planten skal modne. Når mængden af frugt afstemmes med plantens bladmasse og adgang til vand, bliver det lettere at høste druer med både smag, syre og den ønskede modenhed. I Cerasuolo di Vittoria DOCG er udbyttet desuden begrænset af appellationens regler.

Kloner, sygdomme og frost

En druesort kan findes i flere kloner: vinstokke med samme grundlæggende sortsidentitet, men med små, udvalgte forskelle i vækst og produktion. For Frappato er blandt andet klonerne FC 26 og FC 32 officielt registreret. De adskiller sig i klasedannelse og knopfrugtbarhed. FC 26 er beskrevet med bedre frugtbarhed også på de nederste knopper, mens FC 32 har en anden balance mellem klaseform og produktion.

Frappatos tætte klaser gør den udsat for gråskimmel, især hvor fugt bliver liggende. Sorten er også beskrevet som følsom over for meldug og falsk meldug samt over for forårsfrost. Derfor betyder placeringen af vinmarken og styringen af løvvæggen meget. Luft, lys og mulighed for at opdage syge klaser i tide hjælper vinbonden med at begrænse problemerne.

Klonvalg ændrer ikke disse hensyn grundlæggende, men giver mulighed for at vælge plantemateriale, der passer bedre til markens forhold og den ønskede produktionsform.

Modning og høst

Frappato modner forholdsvis sent i det klassiske område ved Vittoria. Omkring slutningen af september er et almindeligt høsttidspunkt, mens køligere og højere beliggende marker kan blive høstet i begyndelsen af oktober. Ved kysten kan høsten ligge to til tre uger før høsten i de højere områder af samme vinzone.

Under modningen stiger sukkerindholdet i bærrene, mens den samlede syre falder, især i den første del af modningsperioden. Det gør høsttidspunktet vigtigt. En tidligere høst kan give en friskere, lettere vin med mere markant syre. Længere modning kan give mere sukker og dermed mulighed for højere alkohol samt en rundere frugtkarakter.

Modenhed handler også om skaller og kerner. En vinmager, der vil bruge længere skindkontakt, har brug for druer med tanniner, som passer til den planlagte stil. Derfor er den rette høstdag ikke nødvendigvis den samme for en let, saftig Frappato og en vin med mere udtræk og lagringsambitioner.

Sol, højde og vind

Vittoria ligger i et varmt, tørt middelhavsområde, men markerne har forskellige vilkår. Kystnære vinmarker ligger lavt og modner typisk hurtigere. I de højere bakker er temperaturen lavere i dele af vækstsæsonen, og nætterne kan give større afkøling. Det kan forlænge modningsforløbet og være med til at bevare vinens friskhed.

Vind har også betydning. Bevægelse i luften kan tørre blade og klaser efter fugtigt vejr, hvilket er nyttigt for en sort med tætte klaser. Sollys er nødvendigt for, at planten danner sukker og modner druerne, men den kraftigste varme gør det vanskeligere at bevare balance mellem sukker, syre og aromatisk friskhed.

Højde giver derfor ikke én bestemt smag. Den ændrer de temperaturer og den modningstid, som vinbonden arbejder med. Frappato fra en varm lavning og Frappato fra en køligere skråning kan sagtens have forskellig fylde, syre og aromatisk vægt.

Jordbund og vand

I Vittoria-området findes både sandede jorde, rødlige jordlag, kalkholdige aflejringer og mere lerholdige partier. De har forskellige egenskaber. Sand lader som regel vand sive hurtigere væk, mens ler kan holde bedre på fugten. Roddybde og jordlagets opbygning afgør, hvor længe vinstokkene har adgang til vand i den tørre sommer.

På flere marker ligger løsere jord over kalkholdige lag. Her kan rødderne søge længere ned og udnytte fugt, som bliver tilbage under overfladen. Det er værdifuldt i en region med meget lidt sommerregn. I Cerasuolo di Vittoria er supplerende vanding tilladt, når planterne har brug for hjælp under tørke.

Jordbundens virkning går gennem blandt andet vandforsyning, dræning, rodvækst og plantens balance. En Frappato fra rød sandjord smager ikke af jern alene på grund af jordens farve, og kalk i undergrunden skaber ikke i sig selv en kalkagtig aroma. Smagsforskelle opstår gennem hele samspillet mellem marken, modenheden og vinfremstillingen.

Farve, syre og tannin

Frappato giver ofte en klar, lys til mellemintens rubinrød vin. Farven kan nærme sig kirsebærrød eller få violette toner som ung. Det er en del af druens særpræg, at duften kan være intens, selv når vinen er ret gennemsigtig i glasset.

Syren opleves typisk som frisk og mundvandsdrivende. Tanninerne er ofte fine, bløde eller moderat mærkbare. Tannin er de stoffer, der kan give en tør og let ru fornemmelse på gummerne. Deres mængde og karakter ændres af druernes modenhed og den tid, mosten ligger sammen med skaller og kerner. En længere udtrækning kan give en tydeligere kant, selv om Frappato ofte forbindes med lethed.

Fylden ligger ofte i den lette til mellemfyldige del af rødvinsskalaen. Alkoholprocenten kan være moderat for varm siciliansk rødvin, men både klima, høst og vinmagerens valg flytter balancen. Vinens klare frugt og syre fortæller derfor mere om oplevelsen end én fast alkoholprocent.

Frugt, blomster og krydderi

Kirsebær, hindbær, vilde jordbær og andre røde bær er gennemgående beskrivelser af Frappatos duft. Dertil kommer ofte blomster, især rose og viol. Krydderier kan optræde diskret, og nogle vine har toner af hvid peber, nellike, granatæble, urter eller frisk vegetation. Den præcise blanding er forskellig fra vin til vin.

En ung og nænsomt fremstillet Frappato kan virke næsten umiddelbar i sin frugtduft. Vin med mere skindkontakt, anden gæringsteknik eller længere lagring kan få en mørkere, mere krydret og undertiden mere udviklet karakter. Det er nyttigt at skelne mellem druen og fremstillingen: aromaer af friske bær og blomster er typiske holdepunkter for sorten, mens ristet træ, vanilje eller tydelige fadkrydderier især fortæller om arbejdet efter høsten.

Duften kan være stor uden at smagen bliver tung. Det er netop den kombination, som ofte gør Frappato let at genkende ved siden af mere koncentrerede rødvine.

Skindkontakt og gæring

For at lave rød Frappato gæres mosten sammen med drueskallerne. Under skindkontakten trækkes farve, aromastoffer og tanniner ud. Hvor længe kontakten varer, og hvor meget der arbejdes med druerne, er derfor afgørende for, om vinen ender let og saftig eller mere struktureret.

Der findes konkrete eksempler på Frappato med fire til seks dages skindkontakt og andre med omkring ti eller femten dage. En kortere periode kan bevare et lyst og blødt udtryk, mens længere kontakt giver større mulighed for udtræk. Temperaturstyring bruges til at styre gæringen og bevare den ønskede duft. Vinbonden kan også vælge at fjerne stilkene før gæring; stilke og hele klaser giver en anden fysisk og aromatisk påvirkning af mosten end afstilkede druer.

Nogle arbejder med meget direkte frugt, andre søger mere greb i munden. Derfor er en særlig gæringsteknik ikke et krav for, at vinen er Frappato. Resultatet afhænger af druernes kvalitet og den samlede behandling i kælderen.

Stål, ler, beton og fad

Ståltanke bruges ofte til Frappato, fordi de gør temperatur og kontakt med ilt lettere at styre uden at tilføre smag fra træ. Beton og lerbeholdere forekommer også. De giver vinmageren andre muligheder for gæring og lagring, men det er ikke beholderens navn alene, der bestemmer vinens udtryk.

Malolaktisk omdannelse, hvor den skarpere æblesyre omdannes til blødere mælkesyre, indgår i flere dokumenterede Frappato-vine. Lagring på fint bundfald fra gæringen, kaldet bærme, bruges også. Den kan give en mere afrundet mundfornemmelse, mens frugten stadig står tydeligt. Træfade kan trække vinen i en mere krydret retning, især hvis træet er nyt og giver meget aroma.

Et neutralt lagringskar passer godt til en stil, der vil bevare blomster og røde bær. Ønsker vinmageren en mere sammensat og kraftig vin, kan længere kontakt med skaller, bærme og træ ændre strukturen. De valg skal passe til den vin, druerne faktisk kan bære.

Cerasuolo di Vittoria DOCG

Cerasuolo di Vittoria er den klassiske blanding, hvor Frappato møder Nero d’Avola. Reglerne kræver 30–50 procent Frappato og 50–70 procent Nero d’Avola. Frappato bidrager især med blomsterduft, rød frugt og friskhed. Nero d’Avola giver typisk mørkere frugt, mere fylde og et fastere greb. Sammen kan de skabe en vin, der har både duft og rygrad.

DOCG-området ligger i den sydøstlige del af Sicilien og omfatter dele af provinserne Ragusa, Caltanissetta og Catania. Betegnelsen Classico er forbeholdt et snævrere, historisk afgrænset område. Begge udgaver skal overholde blandingsforholdet, men Classico har særskilte regler for, hvornår vinen må frigives: tidligst 31. marts i det andet år efter høsten. Den almindelige DOCG kan frigives fra 1. juni året efter høsten.

Cerasuolo betyder i denne sammenhæng noget andet end en ren Frappato. Man smager et samspil mellem to druer, og både blandingsforhold, dyrkningssted og lagring ændrer resultatet.

Vittoria DOC og Sicilia DOC

Frappato kan også være hoveddruen på etiketten. Vittoria DOC Frappato skal bestå af mindst 85 procent Frappato; op til 15 procent kan komme fra andre tilladte, ikke-aromatiske blå druer. Det er altså ikke nødvendigvis en vin lavet af præcis 100 procent Frappato, selv om mange producenter vælger at bruge druen alene.

Sicilia DOC har også vine, som bærer navnet Frappato. For en sådan sortsangivet vin kræver reglerne mindst 85 procent af den navngivne drue. Sicilia DOC omfatter hele Sicilien, mens Vittoria DOC er afgrænset til området omkring Vittoria og de nærliggende dele af øens sydøst.

Andre vine med Frappato sælges under bredere geografiske betegnelser som Terre Siciliane IGT. Betegnelsen fortæller noget om vinens geografiske og juridiske ramme, men ikke hele historien om smagen. En Frappato, der er gæret kort og lagret i stål, kan være markant anderledes end én fra samme drue med længere skindkontakt og længere lagring.

Rosé og mousserende Frappato

Selv om Frappato mest forbindes med rødvin, bruges den også til rosé og mousserende vin. Sicilia DOC-reglerne omfatter både Frappato rosato og Frappato spumante. Roséen kan have forskellige rosa nuancer og er beregnet til et friskere, lettere udtryk. Den mousserende udgave kan ifølge reglerne have farve fra lys strågul til rosa og fremstilles i flere tørhedsgrader fra brut nature til extra dry.

Til rosé begrænses kontakten med de mørke skaller, så mosten tager mindre farve og tannin med sig. Til lys mousserende vin kan pressningen holdes endnu mere skånsom. Boblerne flytter oplevelsen mod friskhed og gør servering ved lavere temperatur relevant. Nogle producenter eksperimenterer desuden med både tankgæring og flaskegæring.

Disse vine viser druens tekniske bredde, men den stille røde Frappato og blandingen Cerasuolo di Vittoria er stadig de vigtigste referencepunkter for dens klassiske udtryk.

Forskellige steder, forskellig vin

Omkring Vittoria finder man Frappato på både sandede og kalkholdige marker, nær havet og længere oppe i bakkerne. Det giver forskelle i modningshastighed og vandforsyning. De lettere vine viser ofte de lyse bær og blomster meget tydeligt. På andre marker og med længere udtræk kan frugten opleves mørkere, og tanninerne kan træde mere frem.

Frappato dyrkes også uden for Vittorias historiske område. Ved Menfi i den vestlige del af Sicilien laves der eksempelvis rødvin på druen fra bakker med sand og ler. Inde på øen ved Regaleali findes Frappato i højere beliggenhed, hvor modningen foregår under andre temperaturforhold. Vinene herfra er eksempler på, at druen ikke kun hører hjemme i én lokal jordtype eller ét bestemt høstforløb.

Forskellene skyldes hverken ét mineral i jorden eller et regionsnavn alene. Den konkrete vinmark, høstens modenhed og vinmagerens valg kan være mindst lige så tydelige i glasset som afstanden mellem to steder.

Ung vin og udvikling i flasken

Mange Frappato-vine lægger vægt på den duft, de har som unge: friske røde bær, blomster, let krydderi og levende syre. De kan drikkes med fornøjelse forholdsvis tidligt, især når de er lavet uden meget fad og med beskeden tanninudtrækning. Det er ikke et tegn på ringe kvalitet. En vin kan have både præcision og nuancer uden at være skabt til mange års lagring.

Mere koncentrerede vine og blandinger med Nero d’Avola kan have et andet udviklingsforløb. Når frugt, syre, tannin og lagringsform er afstemt, kan flaskelagring give mere afrundede og sammensatte aromaer. For Cerasuolo di Vittoria Classico beskriver appellationsreglerne blandt andet, hvordan moden vin kan udvikle toner af tørret blomme, læder, tobak og chokolade.

Der findes derfor ikke én passende lagringstid for alt med navnet Frappato. Den lette, blomstrede udgave og den mere strukturerede rødvin har forskellige styrker, og alder er ikke automatisk en forbedring.

Temperatur, glas og iltning

En ung, saftig Frappato kommer ofte bedst til sin ret lidt køligere end en kraftig rødvin. Omkring 13–15 °C er et fornuftigt udgangspunkt for de lette, frugtdrevne udgaver. Mere fyldige vine og Cerasuolo di Vittoria kan få bedre plads til duft og tekstur omkring 15–17 °C. Rosé serveres køligere, og mousserende Frappato kan serveres omkring 6–8 °C.

Et almindeligt, let tulipanformet rødvinsglas er velegnet. Det giver plads til de florale noter, uden at man behøver et meget stort glas. De unge vine skal normalt blot skænkes; lang dekantering kan koste noget af den umiddelbare duft. En mere koncentreret eller lagret udgave kan derimod have godt af lidt luft, hvis den virker lukket ved åbning.

For lav temperatur kan dæmpe duften og få tanninen til at virke strammere. Er vinen for varm, træder alkoholen lettere frem. Små justeringer i serveringen gør derfor en tydelig forskel for netop denne aromatiske drue.

Frappato til maden

Frappatos friske syre, ofte moderate tannin og klare frugt gør den god til mad, hvor en tung rødvin ville tage over. Prøv en let rød udgave til pizza med tomat, pasta med tomatsauce, grillet aubergine, caponata eller milde charcuterier. Syren passer til tomatens friskhed, mens den begrænsede tannin ikke dominerer grøntsagerne.

Druen er også interessant til fisk med mere smag, eksempelvis stegt tun eller en fyldig fiskesuppe. Her hjælper det at servere den let køligt og vælge en vin uden for meget fad og tannin. Til grillet kylling, lyst kød eller retter med middelhavsurter kan en mere fyldig Frappato eller en Cerasuolo di Vittoria være et bedre valg.

Krydderier og tilberedning betyder mindst lige så meget som hovedråvaren. Røg, hård stegning og kraftige saucer kan kræve mere struktur i vinen. Omvendt er den blomstrede, lette Frappato ofte mest vellykket, når maden giver plads til dens fine aromaer.

Frappato og andre druer

Frappato kan minde om Gamay fra Beaujolais i den saftige røde frugt, de fine tanniner og lysten til at blive drukket let kølig. De er dog forskellige druer, og Frappatos blomstrede og undertiden krydrede duft kan give et andet indtryk end Gamays. Med Pinot Noir er ligheden især den forholdsvis lyse farve og muligheden for at kombinere lethed med nuancer; Pinot Noir har sin egen aromatiske karakter.

Sangiovese er genetisk beslægtet med Frappato, men i glasset vil mange Sangiovese-vine virke fastere og mere tanninprægede. Nero d’Avola er en nyttig kontrast fra samme ø: typisk mørkere, kraftigere og med en anden tyngde i munden. Netop derfor fungerer den som blandingspartner i Cerasuolo di Vittoria.

Ved blindsmagning kan Frappatos lyse rubinfarve, tydelige røde frugt, blomsterduft og fine tannin lede tankerne mod sorten. Voksested og vinifikation kan flytte alle fire kendetegn, så de er gode pejlemærker, men aldrig et sikkert fingeraftryk.