Kollektion: Jacquère

Identitet og lokale navne

Jacquère er en hvidvinsdrue med hjemsted i Savoie i de franske Alper. Det er en selvstændig sort, ikke navnet på en appellation eller en særlig fremstillingsmetode. Den bruges først og fremmest til tør hvidvin, men har også en fast plads i områdets mousserende vine. Jacquère er særligt tæt forbundet med Apremont, Les Abymes og Chignin, hvor den lette, syrefriske stil har gjort den til en del af den lokale vinkultur.

I ældre og lokale beskrivelser optræder navne som Cugnette, Redin og Robinet. De fortæller noget om druens lokale historie, men Jacquère er det officielle sortsnavn, og der er ingen officielt anerkendte synonymer i de franske eller øvrige EU-sortslister. Det er værd at holde druen adskilt fra Altesse, også kaldet Roussette, og fra Roussanne, som i Savoie hedder Bergeron. Alle tre er hvide druer med betydning i området, men de giver forskellige vine.

Historien omkring Mont Granier

Jacquères historie hænger sammen med vindyrkningen i Savoie, hvor bjergskråninger, små dale og stærkt varierende jordbund har formet et usædvanligt opdelt vinlandskab. Et afgørende kapitel i landskabets historie fandt sted natten mellem 24. og 25. november 1248. Et enormt stenskred fra Mont Granier sendte kalksten og jord ned over dalen. Det område, som siden blev kendt for Apremont og Les Abymes, fik dermed en helt særlig blanding af sten, mergel og ældre aflejringer.

Vinmarkerne kom til på det forandrede landskab senere. Stenskredet forklarer undergrunden og stednavnene, men det er ikke en datering af Jacquères første dyrkning. Det er netop forskellen mellem druens historie og jordens historie, der gør området interessant.

I 1973 blev Vin de Savoie anerkendt som kontrolleret oprindelsesbetegnelse, og flere lokale navne fik en officiel plads i systemet. Jacquère forblev central, fordi den allerede var stærkt knyttet til områdets tørre hvidvine.

Udbredelse i Savoie og omegn

Jacquère er den mest udbredte hvide druesort i Savoie. Den fylder især i de lokale hvidvinsområder omkring Chambéry og i Combe de Savoie, men findes også længere mod nord og i mindre omfang i naboområdet Bugey. Uden for disse alpine egne spiller den en væsentligt mindre rolle. Den er derfor langt tættere knyttet til sit hjemsted end internationale sorter som Chardonnay.

De franske arealopgørelser viser samtidig, at dyrkningen har ændret sig. I 1968 var der registreret 1.491 hektar Jacquère i Frankrig. Tallet var 855 hektar i 1979 og 920 hektar i 2018. Det er opgørelser fra forskellige år, ikke et aktuelt estimat for den enkelte vinmark eller region. De viser både et betydeligt fald siden 1960'erne og at arealet ikke har udviklet sig i én ubrudt retning.

Druens fortsatte betydning ses også i appellationerne: Apremont, Les Abymes, Chignin, Cruet, Jongieux og Saint-Jeoire-Prieuré er blandt de navne, hvor Jacquère har en særlig plads.

Knopskydning, blade og druer

Jacquère sætter knop forholdsvis tidligt. I de franske sortsforsøg sker knopskydningen omkring én dag efter Chasselas, mens modningen ligger cirka tre uger efter samme referencesort. Det er sammenligninger fra en bestemt forsøgsmark, ikke faste kalenderdatoer for høsten i Savoie. De viser, at en tidlig start på vækstsæsonen ikke er det samme som en tilsvarende tidlig afslutning.

Forårsfrost bliver derfor relevant, når de nye grønne dele er fremme, mens vinstokken stadig har brug for tid til at modne druerne. Vejr, højde og markens eksponering afgør, hvor hurtigt forløbet går i praksis.

Sorten kendes botanisk på blandt andet unge blade med grønne og bronzefarvede partier samt voksne blade med tre eller fem lapper. Bladstilken sidder i en åben, V-formet indskæring. Klaser og bær er mellemstore, og bærrene er runde. Det er detaljer, som især har betydning ved identifikation i marken; vinens smag kan ikke aflæses af bladformen.

Vækst, beskæring og udbytte

Jacquère har middel vækstkraft og er forholdsvis frugtbar. Den sætter regelmæssigt druer, og derfor er styring af udbyttet en reel del af arbejdet med sorten. Traditionelt anbefales en kort beskæring, hvor man lader et begrænset antal knopper sidde tilbage. Det giver dyrkeren et redskab til at regulere, hvor meget frugt planten skal modne.

En høj høstmængde fordeler plantens ressourcer på flere klaser. På kølige eller sent modnende steder kan det gøre det vanskeligere at nå den ønskede modenhed. Et mindre udbytte kan give mere koncentreret frugt, men den endelige balance afhænger også af vandforsyning, bladareal, sol og vækstsæsonens længde.

Det er en af grundene til, at to vine på Jacquère kan virke så forskellige. En stor produktion til en let, hurtigt drikkeklar hvidvin stiller andre krav end en mark, hvor frugtens intensitet og en længere lagring er målet.

Sygdomme og dyrkningsrisici

Jacquère er følsom over for black rot, en svampesygdom der kan skade både blade og druer, og over for gråskimmel, også kaldet botrytis. Særligt fugt omkring klaserne kan gøre skimmel til et problem frem mod høst. Derfor har luft omkring druerne, løvvæggens tæthed og valget af høsttidspunkt betydning i markarbejdet.

Sorten klarer sig relativt bedre mod de to udbredte svampesygdomme meldug og falsk meldug end mod black rot og gråskimmel. Det er en sammenligning af modtagelighed, ikke en naturlig beskyttelse, som gør behandling eller forebyggelse overflødig.

I et bjergområde skifter vejret hurtigt mellem tørre perioder, nedbør og kølige nætter. Tidlig knopskydning øger samtidig betydningen af forårsfrost, når væksten er begyndt. Den enkelte parcels beliggenhed og dyrkerens mulighed for at holde druerne sunde er derfor helt afgørende for resultatet.

Kloner og bevaret variation

Jacquère findes ikke kun som én genetisk ensartet plantetype i alle vinmarker. I Frankrig er fem kloner af sorten godkendt til formering: 569, 658, 769, 788 og 923. En klon er en udvalgt plante, der formeres vegetativt, så dens egenskaber videreføres. Det ændrer ikke sortsnavnet, men kan give forskelle i blandt andet frugtbarhed, klaser og sygdomsfølsomhed.

De registrerede markobservationer beskriver for eksempel klon 658 med middel til højere udbytte, mens 769 ligger lavere og viser større følsomhed over for gråskimmel. For klon 788 er der registreret middel til højere udbytte og en forholdsvis lavere modtagelighed for samme sygdom. Sådanne forskelle skal læses som forsøgsobservationer, ikke som et facit for enhver mark og årgang.

I 2015 blev der anlagt en samling i Savoie med mere end 70 Jacquère-kloner. Den bevarer et bredere plantemateriale end de få kloner, der ellers nemt kommer til at dominere nyplantningerne.

Klima, skråninger og højde

Jacquère har fundet et naturligt arbejdsområde i Savoies kølige, alpine vinlandskab. Vinmarkerne ligger ofte på skråninger, hvor højde, solretning og læ fra bjergene skaber store forskelle over korte afstande. En sydvendt skråning får en anden mængde sol end en mark, der ligger mere åbent mod øst. Det påvirker, hvor hurtigt druerne opbygger sukker og mister noget af deres syre under modningen.

Kølige vækstbetingelser hjælper med at bevare den syre, som er en væsentlig del af Jacquères karakter. Til gengæld kræver sorten tilstrækkelig modning for at udvikle frugt og undgå et for spinkelt udtryk. På mere solrige eller beskyttede steder kan vinen derfor blive rundere og mere frugtpræget uden at miste sin genkendelige friskhed.

Skråningerne har også praktiske konsekvenser. Arbejdet er mere krævende, og frost, afstrømning af regnvand og vind kan variere meget fra parcel til parcel. Derfor fortæller betegnelsen Savoie ikke alene, hvordan en Jacquère vil smage.

Kalksten, mergel og vand

Jacquère dyrkes med godt resultat i ler- og kalkholdig jord samt på stenet skredmateriale. Omkring Mont Granier ligger der kalkstensblokke og sten oven på ældre mergel og aflejringer fra istiden. Andre dele af Savoie har både moræne, kalkholdig jord, ler og forskellige løse bjergmaterialer. Fællesnævneren er ikke én bestemt stenart, men en række voksesteder med forskellig dybde, struktur og vandforsyning.

Stenrige lag kan give hurtig afledning af regnvand, mens mere lerholdige partier holder bedre på fugten. Jordens dybde og hældning afgør, hvor meget vand rødderne kan hente, og hvor kraftigt stokken vokser. Det påvirker igen bladmasse, druestørrelse og modningsforløb. Et sted, der holder godt på vandet i et tørt år, kan være en fordel, mens for meget fugt kan forstærke væksten og øge arbejdet med at skabe luft omkring klaserne.

Når en Jacquère beskrives som kalket, stenet eller let salt i smagen, er det smagsord. De betyder ikke, at kalksten eller mineraler fra jorden går direkte over i glasset som en bestemt aroma.

Duft, farve og smagsbillede

Klassisk Jacquère er en lys hvidvin, ofte med en sart gul farve og undertiden grønlige skær. Duften er typisk mere fin end voldsom. Hvide blomster, akacie, citrus, grapefrugt, pære, fersken og grønne æbler går igen i beskrivelser af druen. Nogle vine har også en let urteagtig eller stenagtig tone, mens andre er mere direkte frugtige.

Det diskrete udtryk er en del af charmen. I en ung vin kan syren virke næsten mere tydelig end frugten, og eftersmagen kan være mundvandsdrivende med en saltlig fornemmelse eller en let grapefrugtagtig bitterhed. En solrig mark eller senere høst kan give mere moden pære og blødere frugt. Bærmelagring og fad kan tilføje andre lag, som ikke kommer fra druen alene.

Aromalisten er derfor et sæt pejlemærker. Den gælder især tørre, direkte pressede hvidvine, ikke automatisk en mousserende Jacquère eller en version, der har gæret længe sammen med skallerne.

Syre, alkohol og mundfølelse

Jacquères vigtigste strukturelle kendetegn er kombinationen af levende syre og en forholdsvis let krop. Klassiske udgaver har ofte beskeden alkohol sammenlignet med mere kraftige hvide vine, og frugten lægger sig sjældent tungt over smagen. Det giver en tør hvidvin, hvor friskheden bærer helheden frem.

Den almindelige hvide fremstilling presser druerne uden lang kontakt med skallerne. Dermed bliver indholdet af tannin, som giver greb og udtørrende fornemmelse, normalt meget lavt. Teksturen kan alligevel ændres mærkbart af arbejdet i kælderen. Kontakt med bundfald fra gæringen kan gøre vinen mere afrundet, mens en smule opløst kuldioxid kan give en fin prikken på tungen.

Denne lette perlende fornemmelse er kendt fra nogle traditionelle Jacquère-vine, men er ikke et krav eller et træk ved alle flasker. Det er heller ikke det samme som den egentlige mousse i mousserende vin.

Høsttidspunktet og vinens balance

For Jacquère handler høsten om at finde forholdet mellem syre, sukker og moden frugt. Plukkes druerne forholdsvis tidligt, vil den færdige vin typisk have lavere alkoholpotentiale og en mere markant syre. Venter man længere under gode forhold, får druerne tid til at samle sukker og udvikle en fyldigere frugtprofil. Samtidig ændrer syresammensætningen sig gennem modningen.

Det er ikke kun et spørgsmål om at vælge den ene eller den anden stil. Druernes sundhed kan sætte en grænse for, hvor længe de kan hænge, især når fugt og gråskimmel truer. En sen høst giver heller ikke automatisk mere kompleksitet, hvis frugten mister den friskhed, som ellers gør Jacquère interessant.

Udbyttet spiller med. Når planten skal modne mange klaser, bliver vurderingen af modenhed og den rette høstdag særlig vigtig. Derfor kan en vin fra en lun, beskyttet skråning være mere generøs end en fra en køligere placering, selv når druen er den samme.

Fra drue til klar hvidvin

Den klassiske fremstilling af Jacquère begynder med presning af de hvide druer. Uden længere skindkontakt får man en lys most med beskeden udtrækning af bitterstoffer og tannin. Mosten kan derefter få lov at bundfælde, så grovere partikler falder til bunds, før gæringen begynder. Denne klaring kaldes débourbage og bruges til at styre, hvor ren og frugtpræget gæringen skal være.

Under alkoholgæringen omdanner gæren druernes sukker til alkohol og kuldioxid. Valg af gær, temperatur og hvor meget kontakt mosten har med luft, kan påvirke aroma og tekstur. En køligt styret gæring i en neutral beholder bruges ofte, når målet er at holde fast i den lette, blomstrede frugt.

En mere spontant forløbende gæring eller arbejde med grovere bundfald kan give et andet udtryk. Jacquère er særlig interessant her, fordi små forskydninger i duft og mundfølelse bliver tydelige i en vin, hvor druefrugten sjældent overdøver resten.

Malolaktisk omdannelse og gærrester

Mange klassiske Jacquère-vine fremstilles med vægt på at bevare den friske syre. Derfor bliver den malolaktiske omdannelse ofte begrænset eller undgået. Under denne proces omdanner bakterier en del af den skarpere æblesyre til den blødere mælkesyre. Når processen gennemføres, kan vinen opleves rundere og mindre kantet. Når den stoppes, står den oprindelige syrestruktur tydeligere frem.

En anden mulighed er at lade vinen ligge på bærmen, altså de fine gærrester, der er tilbage efter gæringen. Kontakten kan give en blødere, mere samlet tekstur og i nogle tilfælde større dybde. Det betyder ikke, at vinen skal blive fed eller tung; netop Jacquères syre kan holde helheden levende.

Malolaktisk omdannelse og bærmelagring er to forskellige valg. En vin kan ligge på gærrester og stadig bevare den skarpe syre, eller gennemgå malolaktisk omdannelse og få et mere afrundet præg. Ved at kombinere metoderne kan vinmageren flytte balancen ganske meget.

Stål, beton, træ og ilt

En neutral tank er et oplagt redskab til Jacquère, når målet er at bevare blomster, citrus og frisk syre så tydeligt som muligt. Stål tilfører ikke smag af selve beholderen, og temperaturen kan styres præcist. Beton og andre neutrale materialer giver mulighed for en anden lagring og håndtering af vinen uden de krydrede trænoter, der følger med nyt egetræ.

Træ er dog ikke udelukket. Jacquère bliver også lagret i brugte fade og større træbeholdere, hvor fadets egen aroma er mindre fremtrædende. Her er pointen ofte tekstur, gradvis udvikling og samspillet med gærresterne frem for tydelig vanilje eller ristet eg.

Fordi den klassiske drueprofil er så diskret, ændrer beholder og iltpåvirkning hurtigt oplevelsen. Et stærkt præg af nyt fad vil kunne skubbe blomst og citrus i baggrunden. Omvendt kan en roligt udviklet vin med mere tekstur vise, at Jacquère ikke kun er beregnet til at blive drukket kort efter aftapning.

Skindkontakt og orangevin

Jacquère bruges også til hvidvin med skindkontakt. I stedet for at presse druerne med det samme lader vinmageren mosten gære sammen med skallerne, undertiden også med en del hele klaser. Det trækker flere farvestoffer og fenoliske forbindelser ud. Resultatet kan få en dybere gul eller ravfarvet tone, mere bitterhed, tydeligere greb og en aroma, der ligger langt fra den sarte, direkte pressede stil.

Der findes konkrete eksempler fra de alpine vinområder, hvor Jacquère har fået lang skindkontakt og derefter længere lagring. I sådanne vine kan den naturlige syre balancere tanninerne, mens krydrede og mere udviklede toner kommer frem. Den malolaktiske omdannelse kan også få lov at løbe færdig.

Længden af skindkontakten gør en stor forskel, og der er intet ved druesorten, som kræver denne metode. Orangevin er en fremstillingsstil. Den fortæller mere om kontakten mellem most og skaller end om, hvordan enhver Jacquère smager.

Apremont og Les Abymes

Apremont og Les Abymes er de to mest kendte stednavne for Jacquère. De ligger ved Mont Granier, hvor stenskredet i 1248 efterlod et usædvanligt landskab af kalkstensblokke, sten og mergel. Begge er geografiske betegnelser inden for Vin de Savoie, ikke to forskellige druesorter. Jacquère spiller hovedrollen i områdets lyse, tørre hvidvine.

Apremont rummer mange marker på tydeligere skråninger, ofte med sol fra syd eller øst. Les Abymes har generelt blidere hældninger og flere parceller vendt mod øst og sydøst. Forskellen påvirker varme og modningsforløb, men er ikke en fast smagsregel. De to områder ligger tæt, og både markplacering, høst og kælderarbejde kan give større variation end navnet alene.

De klassiske vine er lette, kølige i udtrykket og levende i syren. Apremont forbindes ofte med citrus, blomster og undertiden en stenet smagsfornemmelse. Fra Les Abymes beskrives især lys frugt og en slank, syrefrisk mundfølelse. Den diskrete perlende stil har også en tradition her, selv om mange udgaver i dag er helt stille.

Der findes regler for, hvilke druer der må indgå i vinene. Derfor er Apremont eller Les Abymes ikke i sig selv en garanti for, at flasken er fremstillet af hundrede procent Jacquère.

Chignin og de solrige skråninger

Chignin ligger ved foden af Massif des Bauges. Vinmarkerne omfatter stejle, veldrænede skråninger med kalkstensskred højere oppe og mere mergelholdig jord længere nede. En gunstig solretning og læ fra bjergene giver mulighed for god modning. Det kan gøre Jacquère fra Chignin mere frugtig og med lidt større fylde end de helt slanke udgaver fra køligere placeringer.

Den klassiske hvide Chignin har stadig druens tydelige syre og florale præg. Men når modenheden er højere, kan frugten føles blødere og mere moden, og vinen får bedre plads til tekstur fra gærrester eller lagring. Den konkrete mark og fremstilling bestemmer, hvor langt den bevæger sig i den retning.

Chignin skal holdes adskilt fra Chignin-Bergeron. Sidstnævnte betegnelse bruges om vine på Roussanne, der lokalt kaldes Bergeron. Navnene ligger geografisk tæt på hinanden, men på etiketten peger de mod to forskellige hvide druer og normalt også to forskellige vægtklasser i glasset.

Cruet, Jongieux og andre voksesteder

Cruet ligger på de sydlige skråninger af Massif des Bauges i Combe de Savoie. Her møder Jacquère både gamle istidsaflejringer, kalkholdige skredmaterialer og mere sammensatte jordlag. Den lokale hvide stil beskrives ofte med frisk syre, lyse frugter og en vedvarende, let saltlig afslutning. Marken og den enkelte vinmagers valg afgør, om resultatet bliver stramt eller mere afrundet.

Jongieux ligger længere mod nordvest, mellem Rhône og bjergene ved overgangen mellem Alperne og Jura. Skråningerne vender blandt andet mod sydvest og har mere lerholdige jordarter og molasse, en type aflejret sandsten. Jacquère giver også her florale hvidvine, men Jongieux er ikke en ren Jacquère-betegnelse; området arbejder blandt andet også med Altesse og Chardonnay. Den geografiske betegnelse blev oprettet i 1989.

Jacquère er desuden knyttet til mindre kendte navne som Saint-Jeoire-Prieuré. Disse steder minder om, hvor meget Savoie består af små vinlandskaber frem for én sammenhængende, ensartet skråning.

Jacquère i Crémant de Savoie

Jacquère har en vigtig rolle i den hvide mousserende Crémant de Savoie, som fik sin officielle anerkendelse i 2015. Her er druen ikke blot en mulighed blandt mange: mindst 40 procent af blandingen skal være Jacquère, og Jacquère og Altesse skal tilsammen udgøre mindst 60 procent. Andre tilladte druer omfatter blandt andet Chardonnay og Chasselas; andelen af blå druer må højst være 20 procent.

Vinen fremstilles med en ny gæring på flaske, som skaber boblerne. Den friske syre fra Jacquère er værdifuld i grundvinen, fordi den hjælper den færdige mousserende vin med at bevare spændstigheden. Altesse og andre druer kan bidrage med andre frugttoner og mere fylde. Lagring på gæren efter flaskegæringen kan desuden give brødagtige noter og en mere samlet mousse.

En mousserende Jacquère skal derfor ikke vurderes som den stille vin med tilsat kulsyre. Flaskegæringen, tiden på gærresterne og blandingen af druer skaber et særskilt udtryk, selv om den florale friskhed stadig kan være genkendelig.

Blandinger og Jacquère i Bugey

Jacquère bliver ofte lavet som en vin, hvor druen står alene og får lov at vise sin lette, syredrevne karakter. Men den indgår også i blandinger. Her kan dens friskhed give modspil til druer med mere fylde eller en blødere frugtprofil. Crémant de Savoie er det tydeligste regulerede eksempel, hvor Jacquère spiller sammen med blandt andet Altesse og andre godkendte sorter.

I stille hvidvin afhænger mulighederne af de konkrete appellationsregler. Et geografisk navn som Apremont fortæller derfor både noget om oprindelse og om en lokal tradition, men er ikke i sig selv en fuldstændig drueliste. Hvis man vil vide, om der er andre sorter i flasken, må man se på den konkrete vins oplysninger.

I Bugey, på den anden side af grænsen til departementet Ain, optræder Jacquère blandt de mindre udbredte druer, som kan bruges i både hvide og mousserende vine. Her har Chardonnay og Altesse større vægt i hvidvinsbilledet. Det viser, at Jacquère også kan fungere som en del af en blanding uden for sit mest kendte område i Savoie.

Flaskelagring og udvikling

Mange Jacquère-vine bliver lavet til at blive drukket unge. Når de er helt friske, står citrus, blomster og den livlige syre tydeligst frem. Det gælder især de lette, direkte pressede udgaver, hvor den fine frugt og eventuelle lille prikken fra kuldioxid er en del af oplevelsen. Her giver det sjældent mening at gemme vinen alene i håb om mere kraft.

Der findes også Jacquère med større evne til at udvikle sig. En vin fra velmodnede druer, med mere koncentration og længere kontakt med gærresterne, kan få en bredere tekstur og et andet udtryk med flaskens alder. Enkelte skindgærede eller mere ambitiøst lagrede versioner bliver ligefrem lavet med flere års udvikling for øje.

Med tiden dæmpes noget af den umiddelbare frugt, og vinen kan udvikle en mere afrundet, vinøs karakter. Hvor godt den udvikler sig, afhænger af syre, koncentration, fremstilling og opbevaring. Der findes derfor ikke ét drikkevindue, der passer til hele druesorten.

Servering og mad

En ung, slank Jacquère fungerer godt omkring 8–10 °C. Temperaturen fremhæver dens friskhed og passer til den lette alkohol og diskrete frugt. Serveres den meget kold, kan blomster og pære forsvinde lidt i baggrunden. Det kan derfor betale sig at lade glasset stå et øjeblik, så duften åbner sig.

Et almindeligt hvidvinsglas med en moderat, let indsnævret åbning er et godt valg. Det giver plads til at samle de fine aromaer uden at kræve et meget stort glas. En helt ung og enkel vin behøver normalt ikke dekantering. Har Jacquère fået længere lagring på bærme, i træ eller med skindkontakt, kan lidt højere serveringstemperatur gøre teksturen og de mere sammensatte aromaer tydeligere.

Mousserende Jacquère kan serveres køligere end en fyldigere stille udgave. Skindgæret vin bør derimod ikke automatisk serveres iskold, fordi dens greb, krydrede toner og mundfølelse er en stor del af oplevelsen.

Jacquères friske syre er særlig nyttig til mad med fedme. Det er en væsentlig del af forklaringen på dens lokale plads ved siden af fondue, raclette og andre retter med smeltet ost. Den lette vin lægger ikke ekstra vægt oven på osten, og syren får munden til at føles frisk mellem bidderne. Mildere oste som Tomme de Savoie giver plads til druens diskrete frugt.

Fisk fra søer og floder er et andet naturligt match. En nænsomt tilberedt fisk, skaldyr eller en enkel ret med grøntsager kræver ikke en vin med stor alkohol eller kraftige fadnoter. Citruspræget og den slanke struktur kan holde retten let. En mere afrundet Jacquère med bærmekontakt kan klare federe fisk, lyst fjerkræ eller en mild, cremet sauce.

Til en skindgæret Jacquère ændrer anbefalingen sig. Bitterhed og let tannin kan fungere sammen med stegte grøntsager, svampe og mere smagfulde oste. Til Crémant de Savoie kan både bobler og syre give modspil til sprød, stegt mad. Det er vinens konkrete stil, ikke druenavnet alene, der afgør den bedste kombination.

Sammenligning og blindsmagning

Jacquère er lettest at forstå ved at smage den op mod andre hvide druer fra Savoie. Altesse, også kaldet Roussette, giver ofte mere fyldige og tydeligt frugtprægede vine. Jacquère har som regel et mere luftigt udtryk og en mere direkte, mundvandsdrivende syre. De kan begge virke florale, men tyngden og teksturen er ofte forskellige.

Roussanne, lokalt Bergeron, er en endnu vigtigere sammenligning. Chignin-Bergeron er typisk rigere og mere bredskuldret end en klassisk Chignin på Jacquère. Det er også en nyttig påmindelse om ikke at forveksle nabonavne med druesorter. Chasselas kan dele Jacquères lethed og fine aroma, men Jacquère kendes ofte på en mere markant, syrestyret afslutning.

Chardonnay fra kølige områder kan til tider minde om Jacquère i sin lyse frugt og friskhed. Men Chardonnay har en anden spændvidde i fylde og i måden, den reagerer på fad og bærmelagring. Ved blindsmagning kan en meget lys farve, lav til moderat alkohol, fine blomster og skarp, men behagelig syre pege mod Jacquère. Ingen af tegnene er et bevis alene. Høst, lagring og vinifikation kan ændre dem betydeligt.