Kollektion: Glera

Glera og navnet Prosecco

Glera er en grøn druesort af arten Vitis vinifera. Den er hoveddruen i Prosecco, men druen og vinen er to forskellige ting. Glera kan dyrkes flere steder og bruges til forskellige vinstile. Prosecco er i EU en beskyttet oprindelsesbetegnelse, som knytter vinen til bestemte områder og produktionsregler i det nordøstlige Italien.

Druen hed tidligere almindeligvis Prosecco i Italien. Ved omlægningen af områdets appellationer i 2009 blev Glera det officielle sortsnavn, mens Prosecco blev reserveret til oprindelsesbetegnelsen. Derfor betyder Prosecco i en ældre italiensk druetekst ofte den sort, der nu hedder Glera. I australsk vinbrug har Prosecco også været anvendt som druenavn. Navneskiftet skabte en tydeligere juridisk forskel mellem planten og vinens geografiske navn; det skabte ikke en ny druesort.

Smag, syre og fylde

Pære, grønt æble, citrus og hvide blomster er centrale pejlemærker for Glera. Blomsterduften kan minde om blåregn eller jasmin, og nogle vine har mere moden frugt med fersken. Farven er typisk lys strågul, undertiden med et grønligt skær. Den klassiske, frugtdrevne stil har ikke et markant præg af egetræ.

Glera giver ofte lette vine med lav til moderat alkohol og en frisk syre. Almindelig hvidvinifikation efterlader kun lidt tannin, altså den udtørrende fornemmelse, man især forbinder med rødvin. I mousserende vin bidrager kulsyren til det livlige udtryk, mens restsukker kan gøre munden rundere.

Der er dog stor forskel på en slank, helt tør udgave og en blødere vin med moden frugt og mere sødme. Længere kontakt med gærrester kan også give mere fylde.

Historien i de italienske bakker

Gleras historie er tæt forbundet med bakkerne omkring Conegliano og Valdobbiadene. I 1772 beskrev Francesco Maria Malvolti dyrkningen af druen under navnet Prosecco i området. Det er et konkret historisk holdepunkt for forbindelsen mellem druen og disse bakker.

I 1868 offentliggjorde grev Marco Giulio Balbi Valier sine undersøgelser af en udvalgt type, Prosecco Balbi. Arbejdet med at udvælge gode planter var en del af grundlaget for den senere udvikling af druen. Navnet Balbi findes stadig i beskrivelser af plantemateriale inden for Glera.

Vinuddannelsen i Conegliano blev grundlagt i 1876, og en forsøgsstation fulgte i 1923. Dyrkning og kælderarbejde fik dermed et lokalt fagligt miljø. Conegliano Valdobbiadene fik DOC-status i 1969 og blev DOCG i 2009. Samme år blev den bredere Prosecco DOC etableret.

Slægtskab, kloner og Glera lunga

Glera har et dokumenteret, direkte forælder-afkom-slægtskab med den gamle sort Vulpea. Genetisk hører den dermed til en større familie af druer, som har spillet en rolle i det nordøstlige Italiens vinmarker.

Inden for Glera findes forskellige plantetyper og kloner. Tondo og Balbi er to navne, man møder i italiensk plantemateriale. En klon er en udvalgt plantelinje, som formeres vegetativt, så dens egenskaber bevares. Den er ikke en ny druesort. Eksempelvis tilhører VCR101 Tondo-typen, mens VCR124 tilhører Balbi-typen. Udvælgelsen kan dreje sig om klaser, udbytte, modning og den vin, planterne giver.

Glera lunga er derimod en selvstændig druesort, ikke blot Glera med et andet navn. Dens bær er mere aflange. Den kan indgå som en mindre bestanddel i Prosecco sammen med Glera. Glera og Glera lunga optræder derfor som to forskellige druer i reglerne for en blanding.

Hvor Glera dyrkes

Det nordøstlige Italien er Gleras vigtigste dyrkningsområde. Veneto og Friuli Venezia Giulia udgør kernen, og Treviso-provinsen har en særlig rolle med både store dyrkningsarealer og de historiske bakkedistrikter. Glera dyrkes på fladere land såvel som på stejle skråninger. Druen tilhører derfor ikke ét enkelt landskab eller én bestemt højde.

Australien er et vigtigt eksempel på dyrkning uden for Italien. King Valley i Victoria er et markant centrum: Regionen stod for 45 procent af Australiens høst af druen i 2025. Der høstes også betydelige mængder i de varmere indlandsområder Murray Darling og Swan Hill.

Vækst, klaser og sårbarhed

Glera vokser kraftigt og udvikler lange, ofte hængende skud. Den egner sig til opbinding og beskæring med længere frugtbærende ranker. Vinbonden skal holde styr på løvvæggen, så væksten og druemængden passer sammen. Arbejdet med skuddene i vækstsæsonen er med til at sikre en jævn modning.

Druen bryder tidligt og modner forholdsvis sent. Den lange vækstsæson betyder blandt andet, at de unge skud kan blive ramt af forårsfrost. Klaserne er mellemstore til store og ret løse, mens bærrene har tyndt skind og saftigt frugtkød. Glera kan få problemer med dårlig frugtsætning og med klaser, hvor bærrene udvikler sig ujævnt i størrelse.

Sorten er følsom over for tørke og kræver opmærksomhed på vandforsyningen. Den er også modtagelig for meldug, vinbladskimmel og flavescence dorée, en sygdom forårsaget af fytoplasmer.

Klima, jord og højde

Gleras udtryk afhænger af samspillet mellem temperatur, lys og vand. Jordens dybde og evne til at holde på vand påvirker, hvordan planten kommer gennem tørre perioder. Skråningens retning og omgivelserne bestemmer, hvor meget sol og varme druerne modtager. Derfor kan marker tæt på hinanden modne forskelligt.

Højde er kun én del af forklaringen. I en sammenligning af to Glera-marker var voksestedet i 380 meters højde varmere end det i 200 meters højde. Druerne og vinene fik også forskellige aromatiske udtryk. Det konkrete resultat viser, hvorfor en højdeangivelse alene ikke fortæller, hvor køligt en vinmark er.

I Prosecco-områderne findes blandt andet lerholdige aflejringer, sandsten, mergel og konglomerater. Deres vinmæssige betydning ligger i blandt andet dræning, vandreserve og vækstbetingelser. En bestemt stenart giver ikke en direkte opskrift på en bestemt duft. Frugt, syre og blomsterpræg opstår gennem plantens samlede modning og den efterfølgende vinifikation.

Høsttidspunkt og klimabalance

Til mousserende Glera skal druerne give en basisvin med friskhed og plads til den ekstra alkohol, der dannes under andengæringen. Høsttidspunktet handler derfor om at afstemme sukker, syre og aroma. Den mest modne drue er ikke nødvendigvis den rigtige til den letteste, friskeste vinstil.

Modenhed kan heller ikke aflæses af sukker alene. I undersøgelser af Glera fra to forskellige voksesteder lå sukkerindhold og samlet syre ved høst tæt, selv om sammensætningen af syrer og aromatiske forbindelser var forskellig. Både årgang og voksested indgik i forskellene. To partier med lignende grundtal kan således have forskelligt udgangspunkt for vinens duft og balance.

At bevare friskheden er også et tema i nyere udviklingsarbejde. I 2025 blev forsøgsblandinger af Glera med blandt andet syrerig Raboso Piave og den svamperesistente Johanniter præsenteret som led i AmpeloPros-projektet. Her undersøges, hvordan andre sorter kan supplere Glera under ændrede dyrkningsvilkår. Forsøgsblandingerne er udviklingsarbejde, ikke en beskrivelse af de druer, der er godkendt i almindelig Prosecco DOC.

Fra høst til basisvin

Den klassiske fremstilling af hvid Glera begynder med hurtig transport fra marken og en skånsom presning. Mosten skilles fra skallerne, så vinen får et let udtryk uden større udtræk af tannin. Afkøling og bundfældning gør det muligt at skille den klare most fra en del af de faste bestanddele før gæringen.

Første alkoholiske gæring foregår almindeligvis ved kontrolleret temperatur, ofte omkring 16–20 °C. Gæren omdanner sukker til alkohol, og samtidig dannes en del af vinens frugtaromaer. Resultatet er en stille basisvin, som senere kan få bobler. Til en Prosecco kan producenten sammensætte basisvine fra forskellige marker eller høsttidspunkter for at opnå den ønskede balance.

Hvor frugt- og blomsterduften kommer fra

Gleras duft kommer både fra forbindelser i druen og fra det, der sker under gæringen. Druerne indeholder blandt andet aromatiske forstadier, hvor en duftforbindelse er bundet til sukker. Sådanne forbindelser kan bidrage til vinens senere aroma, selv om de ikke dufter på samme måde i den intakte drue.

Gæringen danner desuden estere, som er vigtige for mange frugtige dufte. I Prosecco bidrager blandt andet ethylhexanoat og isoamylacetat til det frugtige udtryk. Andre forbindelser kan have betydning selv i meget små mængder, fordi næsen er følsom over for dem. Vinens samlede duft afhænger af blandingen, ikke af ét stof med én fast oversættelse til pære eller æble.

Valget af gær kan derfor ændre Glera mærkbart. Gæringer af Glera-most med forskellige kombinationer af Saccharomyces cerevisiae og Hanseniaspora vineae har givet forskellige fordelinger af frugtige og blomstrede aromastoffer. Det viser, at to vine fra samme drue ikke behøver få samme parfume, selv når forskellen opstår i kælderen frem for i marken.

Tankgæring og tid på bærmen

De fleste mousserende Glera-vine får deres bobler ved Martinotti-metoden, også kaldet Charmat-metoden. Den stille basisvin kommes i en lukket tryktank sammen med sukker og gær. Under andengæringen dannes kuldioxid, som holdes i vinen af trykket. Boblerne kommer altså fra gæring.

Metoden passer godt til Gleras frugt- og blomsterpræg. Vinen kan gære, behandles og tappes under tryk, så den bevarer sin kulsyre. For Prosecco DOC Rosé kræves mindst 60 dages fremstillingsforløb i tank. Tankgæring af hvid Prosecco gennemføres ofte på et kortere forløb, men den kan også kombineres med længere lagring.

Ved såkaldt Charmat lungo får vinen længere tid i kontakt med bærmen, altså de gærrester, der ligger tilbage efter gæringen. Flere måneders kontakt kan give en fyldigere mundfornemmelse. En vin kan dermed virke rund uden at være særlig sød.

Flaskegæring, col fondo og Sui Lieviti

Glera har også en tradition for at gære videre i flaske. I vine, der sælges med bundfald, bliver gærresterne liggende i flasken i stedet for at blive fjernet. Col fondo betyder med bundfald og bruges om denne stil. Vinen kan være let uklar og have et tydeligere gærpræg end en filtreret, tankgæret udgave.

I Conegliano Valdobbiadene DOCG findes den definerede kategori Sui Lieviti. Den får sin andengæring i flasken, beholder bundfaldet og fremstilles som Brut Nature. Frugt og blomster kan her få selskab af brødskorpe og en mere vinøs karakter.

Flaskegæring er heller ikke det samme som pét-nat. Ved den ancestrale metode, som normalt forbindes med pét-nat, afsluttes den første alkoholiske gæring i flasken. En vin med en særskilt andengæring har et andet forløb, selv om begge vine kan ende med bundfald og kapsel. Glera kan desuden fremstilles efter traditionel metode med fjernelse af bundfaldet ved degorgering, men det er en sjælden stil i forhold til tankgæring.

Sødme og styrken på boblerne

Sødmebetegnelsen er en vigtig del af beskrivelsen af mousserende Glera. Brut Nature har under 3 gram sukker pr. liter, Extra Brut har 0–6 gram, og Brut ligger under 12 gram. Extra Dry ligger ved 12–17 gram, mens Dry ligger ved 17–32 gram. Det overraskende er altså, at Extra Dry er sødere end Brut, og at Dry kan have tydelig sødme.

Sukkerets virkning afhænger af resten af vinen. Syre og kulsyre kan få en vin med restsukker til at virke friskere, mens moden frugt og fylde kan få en tør vin til at virke rund. Duften af æble, pære eller honning skal derfor holdes adskilt fra den sødme, tungen registrerer.

Spumante betegner den fuldt mousserende stil. Frizzante har et lavere tryk og et mildere, mere perlende udtryk. Tranquillo er stille vin uden den mousserende karakter. Sødme og bobler er to forskellige valg: En frizzante er ikke nødvendigvis sødere end en spumante, og en kraftigt mousserende vin kan være helt tør.

Prosecco DOC

Prosecco DOC dækker et stort område i Veneto og Friuli Venezia Giulia. Det omfatter både fladere dyrkningsland og bakker, og vinene produceres i stor stil som friske, frugtdrevne bobler. Glera skal udgøre mindst 85 procent af den hvide vin. Resten kan bestå af nærmere bestemte lokale eller internationale sorter.

Den store udbredelse giver betydelig variation. Mange vine prioriterer en umiddelbar duft af æble og pære, moderat fylde og tidlig drikkemodenhed. Andre får mere tid på bærmen eller kommer fra mere afgrænsede voksesteder.

Treviso kan optræde som geografisk tilføjelse på etiketten, når kravene til druernes oprindelse og aftapningen er opfyldt. Det er en mere præcis angivelse inden for DOC, ikke navnet på en anden drue.

Conegliano Valdobbiadene

Conegliano Valdobbiadene DOCG ligger i bakkerne mellem de to byer i Treviso-provinsen. De mousserende vine kan bære betegnelsen Prosecco Superiore. Landskabet giver mange forskellige eksponeringer og jordbundsforhold, og den enkelte vin kan være sammensat af flere marker eller fremstillet fra en mere snæver oprindelse.

Omkring Conegliano mod øst er bakkerne generelt blødere, og der findes betydelige istidsaflejringer med blandt andet ler og sand. Her forbindes vinene ofte med mere moden frugt og fylde. Længere mod Valdobbiadene bliver landskabet stejlere, og sandsten og konglomerater fylder mere. Mange vine herfra viser et mere blomsterpræget eller citrusfriskt udtryk.

Det er regionale tendenser, som påvirkes af mark, årgang og producentens arbejde. En tør vin med længere bærmekontakt kan føles ganske anderledes end en yngre Extra Dry fra samme del af bakkerne. Områdets særlige karakter ligger netop i de mange mindre forskelle, som kan udfoldes inden for Gleras friske grundstil.

Rive og Cartizze

Rive og Cartizze gør oprindelsen mere præcis inden for Conegliano Valdobbiadene. Rive betegner vine fra en af 43 afgrænsede kommuner eller mindre lokaliteter. Druerne håndhøstes, og årgangen skal fremgå. En Rive er dermed en bestemt lokal oprindelse, men ikke nødvendigvis én enkelt vinmark.

Cartizze er en særlig underzone ved Valdobbiadene. De stejle, solvendte skråninger forbindes med Glera med fylde, moden frugt og en tydelig blomsterduft. Æble og pære kan ledsages af fersken eller abrikos. Her spiller både de gode modningsforhold og det præcist afgrænsede voksested en rolle.

Cartizze har en stærk tradition for Dry-stilen, hvor restsukker understøtter det modne og bløde udtryk. Der findes også tørrere udgaver. Cartizze angiver derfor ikke i sig selv en bestemt sødmegrad. En Extra Brut fra en Rive og en Cartizze Dry kan være vidt forskellige oplevelser, selv om begge repræsenterer nøje afgrænsede steder i samme overordnede område.

Asolo

Asolo Prosecco DOCG er et selvstændigt område i Treviso-provinsen omkring Asolo og Montello, vest for Piave-floden. Glera dyrkes her i et bakkelandskab ved foden af bjergene. Skiftet mellem dagens og nattens temperatur er en del af betingelserne for at modne frugten og bevare friskheden.

Citrus, modent æble og hvide blomster er typiske pejlemærker. Nogle vine har også diskrete toner af honning eller friske urter. Udtrykket kan være både friskt og mere fyldigt, afhængigt af voksested, modenhed, sødme og tiden i kælderen.

Asolo har spillet en tidlig rolle i udviklingen af Extra Brut inden for Prosecco DOCG. De tørre udgaver gør det tydeligt, hvordan Gleras syre, frugt og mundfylde kan stå uden større støtte fra restsukker. Asolo fremstilles også i blødere udgaver med mere restsukker.

Glera i blandinger

Glera er rygraden i de klassiske Prosecco-blandinger og bidrager med friskhed, relativt let struktur og frugt- og blomsterpræg. De mindre bestanddele bruges til at justere blandt andet syre og aromatisk intensitet.

Blandt de traditionelle ledsagere bidrager Verdiso med syre, hvilket er nyttigt i varme år. Perera forbindes med pæreduft og kan øge den frugtige intensitet. Bianchetta Trevigiana modner tidligere og har derfor haft en rolle på køligere voksesteder. Glera lunga indgår som en selvstændig lokal sort.

I hvid Prosecco DOC kan Chardonnay, Pinot bianco, Pinot grigio og hvidvinsvinificeret Pinot nero også indgå inden for den samlede tilladte andel ved siden af Glera. Producenten kan vælge at bruge supplerende sorter eller lave vinen udelukkende på Glera. En frisk, blomstret Prosecco er således ikke nødvendigvis en vin på kun én drue.

Glera i rosé

Prosecco DOC Rosé bygger på hvid Glera kombineret med Pinot nero, altså Pinot Noir, vinificeret som rødvin. Blandingen skal bestå af 85–90 procent Glera og 10–15 procent Pinot nero. Glera leverer hovedparten af vinens friske, frugtige grundlag, mens Pinot nero tilfører farve og påvirker aroma og struktur.

Rosétypen er mousserende og skal mærkes Millesimato med en årgang. Mindst 85 procent af druerne skal komme fra den angivne høst. Farven skyldes altså den foreskrevne røde blandingsdrue, ikke at den almindelige Glera har røde skaller.

Der findes faktisk en dokumenteret farvemutation kaldet Glera rosa. Hos den kan bærrene danne røde farvestoffer gennem en ændring i reguleringen af farvedannelsen. Den biologiske variant er en anden historie end fremstillingsreglerne for Prosecco DOC Rosé og må ikke forveksles med blandingen af Glera og Pinot nero.

Stille og skindgæret Glera

Glera kan også blive til stille hvidvin. Her opleves syre, frugt og fylde uden kulsyren som medspiller. Den klassiske udgave er let og frisk, ofte med samme familie af æble-, pære- og blomsteraromaer som de mousserende vine.

Skindkontakt åbner en anden side af druen. Når mosten eller den gærende vin ligger sammen med skallerne, udtrækkes flere farve- og fenolforbindelser. Det kan give dybere farve, mere struktur og et tydeligere greb i munden. Denne fremstilling bruges blandt andet i mindre, håndværksprægede Glera-vine og kan kombineres med senere flaskegæring.

Skindgæring og bundfald beskriver to forskellige ting. En col fondo kan være lavet med eller uden længere skindkontakt. Den uklare vin fortæller, at der er partikler i flasken, men forklarer ikke alene, hvordan druerne blev behandlet før og under den første gæring.

Lagring og udvikling

Meget Glera er lavet for den unge vins friske frugt og blomster. Til den stil er tidlig drikning som regel mere interessant end lang kælderlagring. Frugten bliver mindre umiddelbar med tiden, og vinen kan udvikle et mere modent, vinøst udtryk.

Der findes også mere strukturerede udgaver, herunder udvalgte Rive-vine, som kan udvikle sig over flere år. Det afhænger af den konkrete vin og af, hvordan den er fremstillet og opbevaret. Et DOCG-navn eller en årgang på etiketten er ikke tilstrækkeligt til at fastsætte et drikkevindue for hele kategorien.

Længere lagring på bærmen hos producenten og længere tid på en færdigt tappet flaske er desuden forskellige forløb. Den første kan være et bevidst led i at opbygge vinens mundfylde; den anden ændrer en vin, der allerede er færdig til salg. Opbevaring bør være kølig og mørk uden store temperaturudsving.

Servering og glas

Omkring 6–8 °C er et godt udgangspunkt for ung, mousserende Glera. Et tulipanformet glas med lidt plads omkring vinen giver bedre mulighed for at opleve duften end et meget smalt glas. En bred, flad champagneskål er mindre velegnet, når både aroma og bobler skal bevares.

Mere fyldige eller gærprægede vine kan få lov at udvikle sig lidt i glasset frem for at blive holdt helt iskolde gennem serveringen. Små skænkninger gør det lettere at følge vinen uden at varme hele flasken op.

Ved vin med bundfald er serveringsmåden også et valg. Står flasken roligt, kan den øverste vin skænkes mere klar. Fordeles bundfaldet forsigtigt i flasken, kommer mere af det med i glasset. Bundfaldet hører til stilen i col fondo og Sui Lieviti; det er ikke noget, der nødvendigvis skal fjernes.

Glera til mad

Til mad er vinens sødme og fremstilling mindst lige så vigtige som druenavnet. En frisk Brut eller Extra Brut passer godt til skaldyr, fiskeforretter og lette grøntsagsretter. Syre og bobler giver en frisk kontrast til eksempelvis skaldyrsrisotto eller fisk med en mild, cremet sauce, mens den forholdsvis lette smag lader råvarerne fylde.

En Extra Dry med lidt restsukker kan passe til fjerkræ, milde oste og retter med moderat chilistyrke. Her kan sødmen dæmpe oplevelsen af varme. De sødere Dry-udgaver passer bedre til lette kager og ikke alt for søde frugtdesserter end en helt tør Brut. Meget søde desserter kræver mere sødme i vinen, end mange Prosecco-vine har.

Flaskegærede udgaver med tydeligt gærpræg har en anden plads ved bordet. Brødskorpe, vinøsitet og friskhed kan fungere til lufttørret skinke, ost, pizza eller sarde in saor, hvor sardiner møder løg og en sød-syrlig tilberedning.

Sammenligning med Chardonnay og Muscat

Glera og Chardonnay kan begge give mousserende vin med æble, citrus og frisk syre. I klassisk Prosecco står pære, blomster og ung frugt dog typisk længere fremme. Mange mousserende Chardonnay-vine fremstilles med lang flaskelagring på bærmen og kan derfor dufte mere af brioche og ristning. Forskellen skyldes både druen og fremstillingen; brødduft er ikke i sig selv et Chardonnay-kendetegn.

Muscat, blandt andet i Asti, har ofte en mere direkte duft af druer, fersken og roser. Gleras æble- og pærepræg er normalt mindre parfumeret. Sødme kan få vinene til at virke beslægtede, men sødmen bestemmer ikke druesorten. Pære, hvide blomster og en let, frisk mund er nyttige spor efter Glera, ikke et sikkert fingeraftryk.