Kollektion: Inzolia

Inzolia, Insolia og Ansonica

Inzolia er en grønlig til gyldengul druesort af arten Vitis vinifera. Det er først og fremmest en hvidvinsdrue, og dens vigtigste hjemsted i moderne vinavl er Sicilien. I det italienske sortsregister står den under navnet Ansonica B., mens både Inzolia og Insolia er officielt anerkendte synonymer. Det er altså den samme druesort, selv om etiketten kan se ganske anderledes ud fra den ene region til den anden.

Navnet Inzolia bruges især i siciliansk sammenhæng. I Toscana, hvor druen vokser langs kysten og på øerne, møder man som regel Ansonica. De lokale former Anzonaka og Ansoria findes også i den historiske og vinfaglige litteratur. Forskellen mellem navnene handler om sprog og tradition, ikke om at Inzolia nødvendigvis smager på én måde og Ansonica på en anden. Det er stedet og vinmagerens arbejde, der forklarer forskellen i flasken.

Navne og genetiske forskelle

Et gammelt druenavn er ikke altid en sikker identifikation. Inzolia nera og Inzolia imperiale optræder i sicilianske druesamlinger, men genetiske analyser har vist, at de undersøgte sorter med disse navne har andre DNA-profiler end Inzolia. De skal derfor ikke behandles som almindelige farvevarianter eller kloner af den hvide drue.

En klon er derimod en udvalgt linje inden for samme druesort. Det italienske sortsregister opfører fem godkendte kloner af Ansonica. Fire af dem kom ud af et toscansk udvælgelsesarbejde, hvor forskere sammenlignede gamle planter fra kysten og øerne. I de forsøg var der forskelle i blandt andet produktion, druernes egenskaber og de færdige vines duft og smag. Det er en god forklaring på, hvorfor valget af plantemateriale betyder noget, også når druesorten på papiret er den samme.

Historiske spor

Inzolia har været en del af siciliansk vinavl i flere århundreder. I 1696 beskrev botanikeren Francesco Cupani flere druer under navnet Inzolia, heriblandt hvide typer. Senere, i 1825, omtalte Giuseppe Acerbi en hvid Nzolia, og i 1800-tallet blev navnet knyttet til vinmarker over store dele af Sicilien. De gamle beskrivelser fortæller om en lang navne- og dyrkningstradition. De giver ikke i sig selv et fuldstændigt genetisk stamtræ for den moderne drue.

Også forbindelsen til Toscana er gammel. Ansonica blev en del af vinavlen på Elba, Giglio og ved Argentario, hvor tørre sommermåneder og kystnære marker gav den en naturlig plads. DNA-undersøgelser af planter fra Giglio, det toscanske fastland og Sicilien har undersøgt deres indbyrdes slægtskab og fundet ligheder med flere middelhavssorter, blandt andet græske Roditis og Sideritis. Slægtskabet er interessant, men fortæller ikke alene præcis, hvem der først dyrkede druen, eller hvilken vej den blev spredt.

Tidligere blev Inzolia ikke kun brugt til vin. Den blev også dyrket som spisedrue i dele af Sicilien og på de toscanske øer. Det passer med druens forholdsvis store bær og dens lange plads i et landbrug, hvor den samme vinmark kunne tjene mere end ét formål.

Udbredelse i dag

Sicilien er fortsat Inzolias vigtigste dyrkningsområde. Den findes mange steder på øen, men har traditionelt haft særlig betydning i de vestlige og sydvestlige egne omkring Trapani og Agrigento. Her har den længe været brugt både alene og sammen med andre hvide sorter i vine, hvor druerne skal modne i et varmt middelhavsklima.

En regional opgørelse for 2021 registrerede 4.418 hektar Inzolia på Sicilien, svarende til omtrent fem procent af øens vindyrkede areal i den samme opgørelse. Det gør den til en betydelig, men langt fra dominerende sort ved siden af blandt andre Catarratto og Grillo. Uden for Sicilien er Toscana det vigtigste referencepunkt: især den sydlige del af Maremma, Monte Argentario, Giglio og Elba. Druen er desuden registreret til vindyrkning i flere andre italienske regioner, herunder Calabria og Sardinien. Dens tydeligste selvstændige vintraditioner ligger dog på Sicilien og langs den toscanske kyst.

Klaser, bær og vækst

Inzolia er en kraftigt voksende sort med en ret stabil og ofte rigelig frugtsætning. Klaserne er forholdsvis store, og bærrene er heller ikke blandt de mindste hvide vindruer. I en faglig beskrivelse fra det vestlige Sicilien angives typiske klasevægte omkring 200–400 gram og bærvægte omkring 2,5–3 gram. Det er størrelser fra et bestemt dyrkningsmiljø, ikke en fast målestok for enhver mark.

Skallerne er forholdsvis faste. Det gør druen interessant til mere end én type vinifikation: En vinmager kan presse hurtigt for at få en lys, forholdsvis blød hvidvin eller lade most og skaller være sammen i længere tid for at få mere struktur. De forholdsvis store bær og druens gode produktivitet betyder samtidig, at mængden af frugt på stokken skal passe til den ønskede stil. En stor høst og en koncentreret vin er ikke altid lette at forene.

Årets gang i vinmarken

Inzolia beskrives som en sort med middel til forholdsvis sen knopskydning og modning midt på sæsonen, når man tager udgangspunkt i det vestlige Sicilien. Her kan knopskydningen falde omkring begyndelsen til midten af april, og høsten omkring midten af september. Datoerne flytter sig med vejret, markens placering og årgangen. På andre voksesteder skal de ikke læses som en høstkalender.

Knopskydning er tidspunktet, hvor de nye skud bryder frem om foråret. Derefter følger blomstring og frugtsætning, hvor en del af blomsterne bliver til bær. Druernes vækst og modning strækker sig over sommeren. Når bærrene nærmer sig fuld modenhed, stiger sukkerindholdet, mens syren typisk falder. Netop for Inzolia, der ofte har en moderat naturlig syre, er den sidste del af sæsonen særlig vigtig for vinens endelige balance.

En tidligere høst kan give en lettere, mere citruspræget vin med lavere alkohol og tydeligere syre. Med længere modning bliver frugten typisk blødere, samtidig med at sukkerindholdet stiger. Høstbeslutningen bygger derfor ikke kun på sukker, men også på syremåling og druernes aromatiske og fenoliske modenhed. Dyrkeren kan vælge forskellig høstdato alt efter, om målet er en let, klar hvidvin eller en mere koncentreret vin med skindkontakt.

Beskæring og udbytte

Fordi Inzolia vokser kraftigt og sætter forholdsvis meget frugt, er beskæringen et vigtigt redskab. Sorten kan dyrkes både på espalier og som lave, fritstående stokke. Guyot, hvor en frugtbærende gren bindes ud, er en af de anvendte metoder. Den traditionelle buskform, alberello, har også en plads i de varme, tørre egne.

En kraftig plante kan danne så meget løv, at klaserne får for lidt lys og luft, men en alt for åben løvvæg kan udsætte frugten for voldsom eftermiddagssol. Dyrkeren skal finde en mellemvej og samtidig styre høstmængden. Beskæring, opbinding og eventuel reduktion af klaser er forskellige måder at fordele plantens ressourcer mellem blade og frugt. Et lavere udbytte kan give mere koncentreret most under de rette betingelser, men det er ikke i sig selv et kvalitetsstempel.

Tørke, varme og sygdomme

Inzolia er veltilpasset varme og forholdsvis tørre dyrkningsområder. Det er en vigtig grund til, at den har holdt sin plads på Sicilien og i det sydlige Toscana. Den tåler perioder med begrænset vand bedre end sorter, der kræver mere fugtige forhold. Tørketolerance betyder dog ikke, at planten er ligeglad med vand. Langvarig vandmangel kan standse bærudviklingen og gøre det vanskeligt at få en jævn modning.

Druen reagerer også på meget høje sommertemperaturer. Kraftig varme kan presse modningen frem og give et hurtigere tab af syre, mens udsatte klaser kan tage skade af direkte sol. Samtidig er Inzolia moderat følsom over for både meldug og falsk meldug, to forskellige svampesygdomme i vinmarken. Derfor er bladarbejde, sundt plantemateriale og rettidig sygdomsbekæmpelse stadig relevante, selv i egne hvor sommeren ofte er tør.

Klima og voksested

På et varmt voksested modner Inzolia let til en rundere, mere moden frugtstil. Sukkeret kan blive højt, og druens naturligt moderate syre kan komme under pres. På marker med køligere nætter eller mindre intens varme kan modningen foregå langsommere, så der er bedre mulighed for at bevare syren og et friskere udtryk. Højde, hældning, vind og placeringen i forhold til solen spiller derfor en reel rolle, også inden for samme distrikt.

Jordens vigtigste betydning ligger i, hvordan den holder på vand, dræner og giver rødderne mulighed for at udvikle sig. På de tørre toscanske øer og langs kysten findes magre, stenede og veldrænede marker, mens Sicilien rummer mange forskellige jordtyper. Det kan ændre vandforsyning, vækstkraft og tidspunktet for modenhed. En duft af hav eller en saltlig fornemmelse i en vin kan ikke uden videre forklares med, at druerne har stået tæt på havet eller på en bestemt stenart. Det er mere præcist at se på frugtens modenhed, syre og vinifikationen.

Duft og smag

En ung, tør Inzolia har ofte en ret diskret, men genkendelig duft af lys frugt. Pære, æble, citron og andre citrusfrugter er gode pejlemærker. Dertil kan komme hvide blomster, lette urter og en tone af mandel eller andre nødder. I varmere eller mere modne udgaver bevæger frugten sig mod gulere, blødere nuancer, mens den køligere og tidligere høstede stil virker mere citruspræget.

Aromaerne er ikke en tjekliste, som hver flaske skal opfylde. Nogle vine er enkle og umiddelbare. Andre får et tydeligere udtryk gennem længere kontakt med gærrester, skaller eller træ. Især den fine nøddeagtige afslutning er værd at lægge mærke til: Den kan være en del af druens eget udtryk, men den kan også blive forstærket eller ændret af vinens fremstilling og alder.

Syre, alkohol og mundfølelse

Inzolia giver ofte hvidvine med moderat til forholdsvis lav syre. Sammen med druens evne til at modne godt i varme egne kan det gøre smagen blød og rund, selv når vinen er helt tør. Fylden ligger ofte omkring middel og kan blive mere udtalt, hvis druerne høstes sent, eller vinen får ekstra tid på gærresterne. En højere alkoholprocent kan bidrage til en varmere og mere fyldig mundfølelse, men den følger ikke automatisk med druenavnet.

I en almindelig hvidvin, hvor saften hurtigt skilles fra skallerne, spiller tannin typisk en lille rolle. Tannin er de fenoliske stoffer, som især giver en tør, let ru fornemmelse i munden. Når Inzolia gæres med skallerne, kan de samme stoffer pludselig blive en vigtig del af vinens struktur. Derfor er det ikke nok at kende druen, hvis man vil forstå, hvor blød eller fast en bestemt vin føles.

Aromaer under gæringen

Frugten leverer råmaterialet til vinens duft, men gæringen er med til at forme resultatet. Under omdannelsen af sukker til alkohol dannes der blandt andet aromatiske forbindelser, som kan give en friskere og mere frugtig karakter. Vinens gærstamme, temperatur og adgang til ilt påvirker, hvordan den del af udtrykket bliver. Det er med til at forklare, at to vine fra samme sort og område kan dufte forskelligt.

Inzolia er desuden blevet beskrevet med aromaforbindelser i gruppen norisoprenoider, herunder beta-damascenon. Sådanne forbindelser kan have stor betydning for, hvordan frugtaroma opleves, selv i små mængder. Den kemiske viden siger noget om druens muligheder, ikke at alle Inzoliavine skal dufte af præcis den samme frugt. Det færdige glas afhænger stadig af både dyrkning, gæring og lagring.

Presning og almindelig hvidvin

Til en frisk, lys Inzolia bliver druerne ofte afstilket eller presset skånsomt efter høsten. Formålet er at få saften fra druerne uden at trække for meget bitterhed og grove fenoler ud af skaller og kerner. Mosten kan klares før gæringen, og mange producenter arbejder i ståltanke med kontrolleret temperatur. Det gør det lettere at styre gæringen og bevare den lyse, frugtige karakter.

Nogle vinmagere giver knuste druer kort, kølig kontakt med skallerne før presning. Det kan trække mere aroma og lidt ekstra struktur ud, men også flere fenoler. En temperatur omkring 16–18 grader under gæringen bruges i dokumenterede sicilianske udgaver, men er en kælderteknik og ikke et krav for hele sorten. Malolaktisk omdannelse, hvor skarpere æblesyre omdannes til blødere mælkesyre, er et andet valg. I den friskeste stil fravælges den ofte netop for ikke at gøre en i forvejen moderat syre endnu blødere.

Skindkontakt og ravfarvede vine

Inzolia har også en historie som drue til vine med længere skindkontakt, især under navnet Ansonica på de toscanske øer. Når mosten gærer sammen med skallerne, trækkes der flere farve- og smagsstoffer ud. Vinen kan få dybere gyldne eller ravfarvede toner, tydeligere greb fra tannin og en mere krydret eller nøddeagtig karakter. Det er det, man ofte kalder orangevin eller skindgæret hvidvin.

Skindkontakt ændrer både mulighederne og udfordringerne. De fenoliske stoffer kan give en spændende fasthed og gøre vinen velegnet til mad med mere tyngde. Hvis udtrækket bliver voldsomt, kan bitterhed og tørhed derimod komme til at overdøve druens egen frugt. Varigheden af macerationen, altså kontakten mellem most og skaller, skal derfor passe til både druernes modenhed og den stil, der ønskes. Kort kontakt og flere ugers skindgæring giver ikke samme slags vin.

Bærme, træ og ilt

Efter gæringen kan Inzolia ligge på de fine gærrester, også kaldet bærmen. Under lagringen frigiver gærceller gradvist stoffer, som kan give vinen mere fylde og en rundere fornemmelse. Det kan være en fordel i en drue, som ikke altid har høj syre til at skabe spænding. Omvendt kan meget lang bærmekontakt gøre en i forvejen blød vin tungere, hvis resten af balancen ikke følger med.

Stål holder træpræget ude og giver mulighed for et rent frugtudtryk. Store, brugte træfade eller andre beholdere kan i stedet give en anden kontakt med ilt og en roligere udvikling, mens nye fade kan tilføre tydelig træaroma. Inzolias most er kendt for at kunne have relativt høj pH og fenoliske forbindelser, som kræver opmærksomhed på oxidation. Ilt kan bruges bevidst til at forme en mere udviklet vin, men ukontrolleret iltning kan svække den friske frugt og gøre farven brunere. Beskyttelse under presning, gæring og aftapning er derfor særligt vigtig, når målet er en ren, ung hvidvin.

Siciliens tørre Inzolia

På Sicilien er den tørre hvidvin den mest ligefremme måde at lære Inzolia at kende på. Især i den vestlige og sydvestlige del af øen fremstilles vine, hvor citron, pære, blomster og en afrundet mundfølelse får lov at stå i forgrunden. Ståltank og forholdsvis tidlig aftapning er en vej til dette udtryk, men der findes også udgaver med mere moden frugt, længere bærmelagring eller skindkontakt.

Under Sicilia DOC kan druen stå alene på etiketten som Inzolia, når mindst 85 procent af druerne er af sorten. Appellationen omfatter også særlige Inzoliakategorier som superiore, riserva og vendemmia tardiva, altså sen høst. Den rene druevin og en Sicilia DOC Bianco-blanding er to forskellige ting: I den almindelige hvide blanding skal mindst halvdelen af druerne tilsammen komme fra en nærmere angivet gruppe af hvide sorter, herunder Inzolia, Catarratto og Grillo. Reglerne fortæller, hvad der må stå på etiketten; den faktiske smag afhænger fortsat af mark, årgang og metode.

Inzolia i Marsala

Inzolia har også en vigtig plads i Marsala, den klassiske sicilianske hedvin. I appellationens regler er Ansonica, lokalt kaldet Inzolia, en af de tilladte hvide sorter sammen med Grillo, Catarratto og Damaschino. De kan bruges hver for sig eller i blandinger til de gyldne og ravfarvede kategorier, Marsala oro og ambra. Den rubinfarvede Marsala bygger derimod på røde sorter; her kan de tilladte hvide druer højst udgøre 30 procent af blandingen.

Marsala fremstilles med tilsætning af vinsprit og gennemgår afhængigt af typen en ganske anden modning end almindelig, tør Inzolia. Lagring og iltpåvirkning kan skabe dybe toner af nødder, tørret frugt og krydderier. Forskellige Marsalatyper kan være både tørre og søde. Det er altså fremstillingsmåden og blandingen, der bestemmer den genkendelige Marsalastil. Den er ikke en direkte beskrivelse af, hvordan en ung hvidvin lavet på ren Inzolia smager.

Ansonica i Toscana

I Toscana hedder Inzolia normalt Ansonica. Druen har særlig betydning langs Maremmas sydlige kyst, omkring Monte Argentario og på øen Giglio. Her dyrkes den også på stejle eller magre marker, hvor arbejdet i marken kan være ganske anderledes end på Siciliens større vinarealer. Nærheden til havet, vindforholdene og forskellen mellem soleksponerede og mere beskyttede skråninger giver mulighed for flere udtryk. Nogle vine er lyse, tørre og frugtige; andre har mere koncentration eller markant skindpræg.

Ansonica Costa dell'Argentario DOC kræver mindst 85 procent Ansonica og omfatter et afgrænset område i den sydlige del af Grosseto-provinsen, blandt andet Monte Argentario og Giglio samt dele af fastlandskommunerne. Under Maremma Toscana DOC findes en selvstændig Ansonica-betegnelse med mindst 85 procent af druen. Den samme grænse gælder appellationens Ansonica Spumante, Ansonica Passito og Ansonica Vendemmia Tardiva. Her viser reglerne tydeligt, at sorten ikke er begrænset til én tør hvidvinstype.

Elba og de søde vine

På Elba bliver Inzolia til Ansonica, og her findes både tør Ansonica og Ansonica Passito under Elba DOC. Begge betegnelser kræver mindst 85 procent Ansonica. Passito er en særlig metode, hvor druerne tørres, så vand fordamper, mens sukker og smagsstoffer koncentreres. Til Elba Ansonica Passito skal druerne efter sortering tørre i mindst ti dage, før de vinificeres. På Elba har klimaet og traditionen for at tørre druer gjort den metode til en del af øens vinidentitet.

En sød Ansonica Passito får derfor en anden balance end en almindelig tør vin. Den højere koncentration giver mere fylde og et udtryk, der kan bevæge sig mod tørret frugt, honning og modne nødder. Vinens syre skal stadig arbejde sammen med sødmen, så vinen ikke virker tung. Det er også værd at skelne mellem passito og sen høst: Sen høst betyder, at druerne bliver længere på planten, mens passito bygger på egentlig koncentration gennem udtørring. De to metoder kan overlappe, men ordene betyder ikke det samme.

Bobler og sen høst

Inzolias anvendelse til mousserende vin afhænger af området. Under Maremma Toscana DOC er Ansonica Spumante en særskilt tilladt vintype med mindst 85 procent Ansonica. Under Sicilia DOC kan Inzolia indgå i en hvid mousserende blanding, men regelsættet har ikke en selvstændig druespecifik kategori, der hedder Sicilia Inzolia Spumante. Det er en forskel mellem appellationernes regler, ikke en påstand om, at druen kun kan udvikle bobler ét bestemt sted.

Sicilia DOC tillader derimod en druespecifik Inzolia Vendemmia Tardiva. Sent høstede druer kan give mere moden frugt, større vægt og, afhængigt af gæringen, en tør eller sødere vin. Det kræver omhu, fordi en højere sukkerkoncentration og en faldende syre kan trække balancen i hver sin retning. I Toscana findes desuden de mere koncentrerede passitotyper. Samme druesort kan derfor optræde i både let mousserende sammenhæng og i kraftige dessertvine, men de udtryk skal forstås ud fra hver deres fremstilling.

Inzolia som blandingsdrue

Inzolia har længe arbejdet sammen med andre hvide druer. På Sicilien er Catarratto og Grillo de klassiske partnere. Inzolia kan bidrage med moden frugt, blomsterpræg og en blødere mundfølelse, mens den endelige blanding giver vinmageren mulighed for at justere friskhed, intensitet og struktur. Det er ikke sådan, at hver drue leverer én bestemt egenskab i alle årgange. Hver parcel høstes og smager forskelligt, og blandingsforholdet kan være lige så vigtigt som navnene på etiketten.

På Elba findes en anden tradition, hvor Ansonica optræder sammen med blandt andet Trebbiano Toscano og Vermentino i den almindelige Elba Bianco. Her udgør hver druesort en del af øens samlede hvide vinudtryk. I Marsala kan Inzolia tilsvarende være én blandt flere hvide sorter, men den færdige vins karakter ændres grundlæggende af forstærkning og lagring. Blandingerne viser, hvorfor Inzolia både er en drue, man kan smage rent, og en gammel byggesten i regionale vinstile.

Lagring og udvikling på flaske

Mange tørre Inzoliavine er lavet for at blive drukket, mens citrus, pære og blomster stadig står klart. Med tid på flaske bliver de helt friske aromaer ofte mindre fremtrædende, og vinens udtryk kan bevæge sig mod mere modne, nøddeagtige eller honningprægede toner. Udviklingen afhænger af druernes modenhed, syren, den fenoliske struktur, fremstillingen og hvor meget ilt vinen har været udsat for.

En let, stålgæret hvidvin har andre forudsætninger end en struktureret skindgæret Ansonica, en koncentreret passito eller en lagret Marsala. Mere ekstrakt, sødme og en gennemtænkt lagring kan give plads til et længere liv, mens en vin med lav syre og udtalt oxidation kan miste sin frugt relativt tidligt. Kølig, stabil opbevaring og begrænset lys er en fordel uanset stil. Der findes ikke ét meningsfuldt drikkevindue, som gælder for alle vine med Inzolia på etiketten.

Servering og mad

En ung, tør Inzolia kommer ofte bedst til sin ret omkring 9–12 °C. Ved den temperatur mærkes frugten og vinens moderate syre, uden at alkoholen virker for varm. En mere fyldig Ansonica med skindkontakt eller bærmelagring kan med fordel serveres lidt lunere, omtrent 11–13 °C, så teksturen og de mere sammensatte aromaer får plads. Et almindeligt hvidvinsglas er fint til de friske udgaver; til den strukturerede stil giver et glas med lidt større kumme mere luft. Kraftig iltning er sjældent nødvendig for en ung, frugtig vin, mens en mere lukket eller skindpræget udgave kan ændre sig positivt i glasset.

Til den friske stil er grillet fisk, skaldyr, pasta med citron eller grøntsager med olivenolie naturlige valg. Druens ofte milde syre passer godt til retter, hvor maden ikke er ekstremt fed eller stærkt syrlig. En mere fyldig eller skindgæret Ansonica kan følge stegt fisk, svampe og retter med urter og en fastere struktur. Sød Ansonica Passito hører hjemme i en anden sammenhæng, for eksempel til desserter med nødder eller tørret frugt. Her skal vinens sødme kunne følge dessertens.

Sammenlignet med andre druer

Det er nyttigt at smage Inzolia ved siden af Vermentino, Catarratto og Grillo. Med Vermentino deler den den mediterrane baggrund og muligheden for urtede, frugtige hvidvine. Inzolia virker ofte rundere og mindre syrepræget, hvor Vermentino i en frisk udgave kan føles mere skærende og grøn. I en blindsmagning er det pejlemærker, ikke sikre beviser. Klima, høst og gæring kan let flytte de to vine tættere på hinanden.

På Sicilien møder man ofte Catarratto og Grillo som alternativ eller som partner i blandinger. Grillo kan have et mere markant citrusudtryk og en fastere vinøs struktur, mens Inzolia ofte genkendes på sin lysere, blødere frugt og fine nøddepræg. Catarratto danner grundlag for mange forskellige hvide sicilianske vine, så forskellen bliver tydeligst, når flaskerne kommer fra sammenlignelige voksesteder og er lavet med samme metode. En skindgæret Inzolia vil eksempelvis ligne en anden skindgæret hvidvin mere end en helt ung, stålgæret Inzolia.